Ungt United-hold fejlede

Sir Alex Ferguson havde sikret sig videre avancement i turneringen, hvorfor skotten valgte at eksperimentere en smule med mandskabet. Unge spillere som…

Sir Alex Ferguson havde sikret sig videre avancement i turneringen, hvorfor skotten valgte at eksperimentere en smule med mandskabet. Unge spillere som Darron Gibson, Rafael da Silva, Gabriel Obertan, Danny Welbeck og Federico Macheda fik chancen fra start, mens Ji-Sung Park og Gary Neville vendte tilbage fra skadespauser.

Forventningerne til Manchester United er altid store hjemme på Old Trafford, især i Champions League, hvor de ikke har tabt på eget græs siden 2005. Statistikker var Besiktas dog ligeglade med, og de overrumplede et tamt United-mandskab efter bare 20 minutters spil.

Hjemmeholdet havde ikke skabt det store, da udeholdet kom foran på deres første angreb. Rodrigo Tello forsøgte sig fra lang afstand, og han havde heldet med sig, da sparket strejfede Rafael da Silva og snød Ben Foster på stregen. Det tvang Manchester United længere frem på banen, men tyrkerne tillod ikke meget, hvorfor føringen holdte til pausen.

Gabriel Obertan viste gode takter kampen igennem, og han stod bag en af de få nævneværdige chancer i kampen, da han på egen hånd driblede sig vej igennem, og forsøgte sig, men ved siden af. Manchester United var i boldbesiddelse hele anden halvleg, men det betød ikke, at chancerne væltede ind – der var langt mellem snapsene.

Sir Alex Ferguson var ved at miste tålmodigheden mod kampens slutning, og forsøgte at bringe mere erfarne kræfter på banen i form af Michael Owen, Michael Carrick og Patrice Evra. Lige meget hjalp det dog, da hjemmeholdet først kom frem til noget i overtiden.

Her diskede Recber Rüstü op med to klasseredninger, der sikrede tyrkerne det overraskende resultat. Først brød Anderson igennem, og fandt Federico Macheda fri i boksen, men denne kunne ikke passere den sprællende tyrker i målet. På det efterfølgende hjørnespark kom Wes Brown tæt på, men det skulle ikke lykkes for United-drengene i aften.

Dermed er førstepladsen stadig åben, da CSKA Moskva vandt over Wolfsburg 2-1 hjemme. Tyskerne kan stadig nå førstepladsen efter Uniteds mildere fadæse, og det får de lov til at afgøre indbyrdes når englænderne tager til Niedersachsen og Volkswagen Arena d. 8. december.

Forrige artikel

Aftenens opstilling

Næste artikel

Kjær ind - Vidic ud?

ANNONCE