Ifølge Telegraph.co.uk er Nemanja Vidic så meget i bedring, at han ventes at genindtræde i Uniteds forsvar, når “de røde djævle” gæster Stamford Bridge i morgen eftermiddag.
Den serbiske forsvarsklippe blev forud for ondagens Champions League-semifinale mod Barcelona indlagt på et hospital i Barcelona med et maveonde og var således ikke med i nulløsningen på Camp Nou.
Vidic” formodede tilbagevenden er godt nyt for Sir Alex Ferguson, der dermed kan stille sit absolut stærkeste hold i de to vitale opgør, United står foran i løbet af fire dage.
Første store brag udspiller sig i morgen, hvor Chelsea venter i en kamp, der næsten kan afgøre det engelske mesterskab. Med tre kampe tilbage er United tre point foran Chelsea og har desuden en væsentlig bedre målscore end “The Blues.”
Det betyder, at en United-sejr vil bringe klubben uhyre tæt på det 10. mesterskab på 16 år under Sir Alex Fergusons ledelse.
Næste store opgave for Fergies tropper er tirsdag, da United tager imod Barcelona på Old Trafford i den anden Champions League-semifinale. Første kamp endte som bekendt 0-0.
Chelsea-United kan følges direkte på Kanal 5 med optakt fra kl. 13.00, mens United-Barcelona transmitteres direkte på TV3+ med optakt fra kl. 19.30.