Nedtakt: Carricks værste kamp

Bekymringerne står i kø efter Como-kampen.

Tja, nu kan det vel ikke blive værre.

Manchester United har ikke vundet i sine seneste syv kampe, de eneste to sejre i denne sæson har været mod Sabah og Ipswich på hjemmebane, og onsdag aften kom det ultimative lavpunkt, da man fik en ordentlig røvfuld mod Como i Champions League.

Og 4-1 er et meget gavmildt resultat set med United-briller.

Her er vores nedtakt ovenpå Como-kampen.

Et forsvar af Carrick…
Vi skal nok komme tilbage til det: Carrick har en kæmpestor del af ansvaret for, at United er så elendige, som de er lige nu.

Men englænderens reaktion efter kampen var slående.

Han ignorerede sine spillere, gik direkte ned til fansene, undskyldte, hvorefter han igen ignorerede spillerne og alvorligt pissed off traskede ned i omklædningsrummet.

Han fortsatte i samme stil, da han skulle sætte ord på aftenens rædsler til pressen.

En undskyldning til fansene, en påtagelse af ansvaret, forsikring om, at han altså ELSKER Manchester United, og ikke mindst en opsang til spillerne om, at det ikke nytter noget hverken at løbe med frem og tilbage.

Det er svært at lade være med at tænke, at Michael Carrick blot er stråmand for Uniteds tilstand. Player power, som Ten Hag for nylig talte om, synes ikke at være forsvundet, og samtidig får han øjensynligt ingen hjælp fra den sportslige ledelse.

Det er næsten ikke til at forstå, at han kan holde hovedet koldt i pressen, men det lykkes ham altså.

Der vil sidde mange, der tænker, at Michael Carricks tid i Manchester United da for pokker må være ovre, når holdet spiller så dårligt, men det føles også bare, som om problemet vil fortsætte, uagtet om man ansætter en Julian Nagelsmann eller Antonio Conte efter ham.

INEOS tog beslutningen om, at Carrick skulle være permanent cheftræner tilbage i sommer. Det er, hvad vi må forholde os til.

En kritik af Carrick…
Men det ville da også være hult ikke at anerkende situationen, som United står i. Michael Carrick har hovedansvaret for, at det går, som det går.

Holdet hænger ikke sammen. Det presser højt og står dybt på samme tid, og midtbanen kan ikke følge med.

Man savner et svar på, hvad i alverden man har brugt sommerpausen på, siden alle hold pludselig løber meget mere end United gør.

Se bare 2-0- og 4-0-målene. Geniale pasningssekvenser fra det betagende Como-hold splittede United-mandskabet ad, og det var ganske enkelt, fordi de var bagefter i alle spilsekvenser. Como kom først på så godt som samtlige andenbolde, vandt deres dueller og spillede bare med langt højere intensitet.

Como løb samlet set fire kilometer længere end United. Nå ja, det er ikke så meget, tænker du måske. Men samtidig havde Como klart bolden mest, og man løber som bekendt mere, når man ikke har bolden, end når man har den.

Michael Carrick fik mere ud af sit hold end forventet i foråret. Men her i efteråret har han ganske enkelt dumpet med et brag.

Og selv om man sidder med en fornemmelse af, at problemerne blot vil fortsætte, hvis man skal have en ny cheftræner, så kan Michael Carrick på ingen måde beklage sig, hvis han får sparket de kommende dage.

Åh, Ratcliffe. Hvad har du gjort? Foto: Michael Regan/Getty Images Getty Images

INEOS out
Der er ingen grund til at frede spillerne – seriøst, virkelig ingen – men lige nu er der mere presserende problemer.

Hvad har INEOS-regimet egentlig vist?

Resultaterne har, siden de gjorde sit indtog juletid i 2023, taget et gigantisk dyk, og selv om United blev treer i fjor, er holdet on pace til at slutte i den nederste halvdel i Premier League for anden gang på bare tre år.

De er ellers kommet ind med en klar sportslig strategi. De har hentet Omar Berrada og Jason Wilcox, der skred fra balladen i Manchester City, mens Dan Ashworth skulle være sportsdirektør. Best in class, kaldte de ansættelserne.

Det har de ikke vist sig at være.

Ashworth var uenig i manageransættelsen efter Erik ten Hags exit, og så fik han ellers sparket. Nu er det Jason Wilcox, der er i front, og heller ikke han har imponeret med noget som helst.

Rygter i pressen forlyder desuden også, at Wilcox har svære arbejdsbetingelser, for Sir Jim Ratcliffe har angiveligt tænkt sig at blande sig i sportslige henseender, og det er jo ingenlunde optimalt.

Vi kan alle blive enige om, at Glazer-familien har forpestet klubben, og derfor jublede vi nok alle, da INEOS blev minoritetsejere af Manchester United. Men faktum er, at klubben kun er kommet et værre sted hen af det nye ejerskab.

Masterplanen er, at United skal blive engelske mestre i 2028. Jeg vil gerne tage en tur i Storkespringvandet med numsen bar, hvis det sker.

INEOS er medvirkende til at gøre det umuligt for en cheftræner at præstere i Manchester United. Erik ten Hag kunne til The Athletic fortælle, at manageren ikke bliver holdt inde i loopet, og når han forsøgte at indkorporere et moderne datasystem, rystede topledelsen på hovedet og mente, at de havde styr på det.

Det har de ikke.

Spørgsmålet er, hvor dybt United skal synke, før der sker noget. Jeg er bange for, hvad svaret er på det spørgsmål.

Skriv et svar
Forrige artikel

Fabrizio Romano melder om utilfredshed i spillertruppen

ANNONCE