Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Kun hjemmekampene mod europaamatørerne fra Sabah og ligaoprykkerne fra Ipswich har resulteret i sejre i denne sæson. Manchester United har spillet 11 kampe.
Seneste opgør var ude mod Como, hvor man blev sendt hjem med et 1-4-nederlag, og skal vi være ærlige, så burde det nederlag have været meget større.
Selv Como-træner Cesc Fabregas kunne efter kampen fortælle, at han opfordrede sine spillere til at tage det med ro, efter de havde kørt rundt med Uniteds tropper i 80 minutter. Spanieren var retfærdigvis ærgerlig over, at det resulterede i et trøstemål via Joshua Zirkzee.
Hvorom alting er, så er Manchester United et mørkt, mørkt sted. Michael Carrick har hovedansvaret for spillet på banen, og det er ganske enkelt elendigt.
Carrick kan på ingen måde beklage sig, hvis han bliver fyret. Men der skete noget fredag eftermiddag, der gjorde, at han fik vendt sympatien over til sin side.
Bad om ordet
På pressemødet forud for Premier League-runden skete der noget usædvanligt.
Som regel går det således:
En journalist introducerer sig selv, sit medie og spørger som regel om en skadesopdatering på truppen. Derefter kan de andre spørgsmål følge.
Men sådan var det ikke denne gang.
I stedet sagde Michael Carrick, at han gerne ville bede om ordet. Her begav han sig ud i en monolog på fem og et halvt minutter, hvor han blandt andet sagde følgende:
– Det er vigtigt at sige, at vi på det seneste ikke har haft det godt. Jeg accepterer, hvad vi går igennem i øjeblikket. Vi har haft en periode, hvor jeg var godt tilfreds med, hvad vi gjorde som hold, og nu er vi i en dårlig periode. Det var fuldstændig uacceptabelt for os at spille, som vi gjorde (mod Como, red.).
– At se fansene føle, hvad vi selv følte, var hårdt at se. Det er mit ansvar at sætte et hold, som kan bære det ansvar, for vores fans er det vigtigste, vi har. Vi er nødt til at indse, at vi ikke har kunnet bære ansvaret, og værdierne i denne klub har været tilsidesat i mange, mange år. Det handler om ydmyghed. Der er en udholdenhed i denne klub, som handler om at komme tilbage, som går dybere end dette.
Hovsa.
Læg lige mærke til noget i det sidste citat. At værdierne i klubben har været tilsidesat i årevis, mener han.
Hvad betyder det?
For mig er det en diplomatisk, men bemærkelsesværdig kritik af den måde, Manchester United har været drevet på gennem en årrække. Carrick siger det ikke direkte, men når han taler om værdier, der har været tilsidesat i mange år, er det svært ikke at spørge, hvem han mener har svigtet dem.
Set udefra er det svært at overse. Men ikke alle tør sige det. Især ikke en kransekagefigur som Carrick, der har brugt stort set samtlige af sine pressemøder på at være så ukontroversiel som muligt.
Ved han, at han er på vej ud?
Men nu er det, som om der er noget, der er vendt for Carrick.
Han langer kraftigt ud efter spillerne, og nu skyder han søreme også på kulturen i klubben. I hvert fald som jeg ser det.
Det er opsigtsvækkende. Det samme er timingen. En af Carricks forgængere, Erik ten Hag, italesatte over for The Athletic for ganske nylig, at klubbens kultur er ganske kritisabel. Den er umoderne, det er spillerne, der har magten, og man fornyer sig ikke, lød det.
Jeg kunne jo godt være tilbøjelig til at tænke, at det var noget, som hollænderen udtalte for at se bedre ud. For at hans tid som United-træner ikke skulle ligne det, som det var – en stor fiasko.
Jeg kunne mistænke Carrick for det samme.
Jeg har været en del af OldTrafford.dk i årevis og har derfor også set optræk til fyringer af alt fra José Mourinho til Ole Gunnar Solskjær til Ruben Amorim og nok også snart til Michael Carrick. Der tegner sig et mønster:
Når de bliver pressede, går de op i, hvordan de selv kommer til at fremstå, når de bliver fyret. De vil gerne styre fortællingen om deres afsked i klubben, så de kan få et godt arbejde igen bagefter. Og nogle gange går de også op i, hvordan de efterlader Manchester United.
Er der nogle sandheder, de skal have på bordet? Det er der ofte. Skal de ofte forklare, at det ikke blot er deres egen skyld, at United er dårlige? Som regel.
Greb ansvaret
Men ret skal være ret.
Det var ikke et Mourinho-agtigt pressemøde, der fandt sted fredag, hvor han skød på alt og alle, og hvis det betød, at kantinepersonalet fik en del af den kritik, som han ikke selv fik, så gjorde han gerne det.
Carrick afsluttede med at fortælle, at det fuldt og fast er hans ansvar, at United er, hvor de er nu, og at han er 100 procent overbevist om, at han er manden, der kan få klubben – i første omgang truppen – på ret køl igen.
Carrick appellerer til den romantiske fan, der sidder indeni os alle. Han forsikrede os samtidig om, at der ikke findes nogen, der kærer sig mere om Manchester United end ham, og at det gør ondt på ham, at klubben er i den tilstand, den er i.
Sådan gælder det naturligvis også for alle os andre. Det ved han også godt. Derfor indledte han også sin monolog med at undskylde til fansene.
Fredagens pressemøde var bare et pokkers godt forsvar af cheftræneren, der måske ikke har, hvad der skal til, for at få klubben tilbage til fordums styrke, men han viste, hvad United som klub bør stå for.
Modighed. Ansvarlighed. Ærlighed.
Derfor, når han engang snart bliver fyret – måske endda allerede efter Bournemouth-kampen søndag – vil han have sagt et farvel til United-fansene.
Og de har virket. Kun de færreste United-fans er længere naive nok til at tro, at et trænerskifte kan vende skuden. Pilen peger i stedet alle mulige andre vegne. På truppen, på den sportslige ledelse og på ejerskabet. Ingen kan sige sig frie af kritik.
Det kan Michael Carrick naturligvis heller ikke. Men nu har han påtaget sig sin del af ansvaret. Det er på tide, at Wilcox, Berrada, Ratcliffe og Glazers gør det samme.