Nedtakt: Unge stjerneskud blomstrer, mens mentaliteten igen ånder liv

Sikke dog et comeback Manchester United leverede tirsdag aften, da man hjemme vendte et truende nederlag til en sejr i kampens døende minutter. Bliv klogere på hvad vi på Oldtrafford.dk, tager med fra tirsdagens Champions League-opgøret her.

Fra 0-2 til 3-2. Manchester United leverede tirsdag aften en af sæsonens vildeste præstationer, da Roma blev sendt hjem fra Old Trafford uden point. Det var en aften med både frustrationer, forløsning og individuelle præstationer, der giver Michael Carrick noget at tænke over frem mod næste kamp.

Her er tre ting, vi lærte af opgøret.

1. Unge kræfter der leverer

Det er svært at komme uden om Shea Lacey. Det unge talent blev sendt på banen i det 75. minut, og han skulle ikke bruge lang tid på at sætte sit aftryk på kampen.

Med frisk energi, mod og direkte udfordringer satte han Roma under pres. Kronen på værket kom med en fremragende assist til Matheus Cunhas afgørende 3-2-scoring.

Lacey viste præcis den uforudsigelighed og offensive kreativitet, som United havde manglet i store dele af kampen. Det er selvfølgelig kun ét indhop, men efter sådan en præstation må spørgsmålet være: Hvorfor ikke give ham chancen fra start mod Aston Villa?

Man kan ikke give roser til Lacey uden også at sende roser i retning af Leny Yoro. Uniteds unge franskmand spillede igen fra start på højrebacken og sikke da en indsats. Bryder adskillige bolde højt i banen og skiller sig rigtig fint af med bolden, modsat hans back-kollega, som dog også spillede ude af position. Her brillerede Yoro og måske højrebacken er hans fra nu af?

2. Uniteds mentalitet er stadig i live

Ved pausen lignede det endnu en frustrerende aften for Manchester United. Roma førte 2-0, og spillet havde langt fra været overbevisende.

Men anden halvleg viste en helt anden side af holdet. United kom ud med en helt anden intensitet, tro på tingene og vilje til at vende kampen.

Det er ikke hver dag, man ser et hold rejse sig på den måde efter en så svær første halvleg. Sejren kan vise sig at blive et vigtigt vendepunkt – ikke mindst mentalt.

Det føles som så længe siden, vi United-fans, har haft noget at glæde sig over – det her var en stor skalp. Nu skal den mentalitet følges op i ligaen.

3. Cunha dukker op når det gælder – men disciplinen skal følge med

Matheus Cunha leverede en afgørende præstation, da United havde allermest brug for det. Først udlignede han til 2-2, og bare tre minutter senere scorede han sejrsmålet efter en flot aflevering fra Shea Lacey.

Hans betydning for offensiven var tydelig, og han viste endnu en gang, hvorfor han kan blive en afgørende spiller for United.

Men aftenen var ikke uden en bitter eftersmag. En advarsel for at tage trøjen af og endnu et gult kort for en sen tackling betød, at Cunha blev sendt tidligt i bad. Han gik fra matchvinder til udvist på få minutter.

United har brug for hans kvaliteter, men holdet har også brug for, at han kan bevare hovedet koldt i de afgørende øjeblikke.

Konklusion: Kan Roma-sejren blive vendepunktet?

Manchester United fik tre ekstremt vigtige point og viste, at der stadig er masser af liv i holdet. Men sejren må ikke få os til at glemme den første halvleg, hvor Roma alt for nemt fik lov til at dominere.

Nu venter Aston Villa, og Michael Carrick står med flere interessante beslutninger.

Én ting er dog sikkert: Shea Lacey har gjort sit for at få en plads i startopstillingen.

Skriv et svar
Forrige artikel

Baleba skadet: - Ser ikke godt ud

ANNONCE