Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Manchester United er ikke afhængig af sejre på banen for at være en kommerciel magtfaktor.
Sådan lød det angiveligt fra Avram Glazer, da medejeren i september talte til finansfolk på en konference hos Deutsche Bank i London ifølge The Athletic. Klubben er – ligesom de amerikanske sports franchises New York Yankees og Dallas Cowboys – immun overfor resultatmæssig udsving, må man forstå.
Lige dér er roden til Uniteds problemer, som efterhånden synes uoprettelige.
Det kan godt være, at kapitalistiske hensyn er forenelige med at drive en kulturinstitution. Men i Glazer-familiens kontroversielle ejerskab af Manchester United er det ikke tilfældet. For i det øjeblik sportslig succes ikke længere er hovedformålet med driften, så vil alt, hvad der kommer derefter, være et resultat af det. Og så får vi det makværk af resultater, vi har set de seneste mange år, og som vi er vidne til i øjeblikket.
Nu vil nogen sikkert indvende, at Glazerne overtog klubben i 2005, og at United vandt fem mesterskaber i årene efter. Det er rigtigt. Men de vandt dem med Sir Alex Ferguson, der i årevis dækkede over, hvordan klubben blev drevet. Da han stoppede i 2013, var der ikke længere noget at gemme sig bag.
Siden har United ikke leveret ét eneste seriøst forsøg på at vinde mesterskabet. Det er blevet til 13 år uden mesterskaber, et uendeligt skift af trænere, og et hold, der i denne sæson er faldet helt ned på 17.-pladsen. Det makværk er ikke uheld. Det er et direkte resultat af måden, klubben drives på.
Tankegangen, som Avram Glazer giver udtryk for, er heller ikke ny. Allerede i 2018 sagde Ed Woodward til investorerne, at spillet på banen ikke havde nogen reel betydning for klubbens kommercielle muligheder. Medarbejderne på forretningssiden fik samme besked internt: Svingende form var ingen undskyldning for at misse indtægtsmålene.
Forretningen kører da heller ikke så gnidningsfrit, som Avram Glazer får det til at lyde. De kommercielle indtægter steg kraftigt frem til 2018, men er siden fladet ud. Gælden var 689 mio. pund ved udgangen af juni – 52 mio. mere end året før. Glazers tilgang svigter altså ikke bare fansene. Den holder ikke engang helt som forretning.
Når pengene mangler, ved vi også, hvem der skal betale, og hvem der mister noget. Prisen på sæsonkort steg med 5 procent op til denne sæson, og flere hundrede fans bliver flyttet for at give plads til flere hospitality-sæder, som koster flere penge end almindelige billetter. Matchgoing-fansene er dem, der skaber det, som klubben lever af, men alligevel behandles de som en kolonne i et excel-regneark. Tilgangen og metoderne er direkte angreb på kulturen og de værdier, Manchester United bygger på.
Super League-forslaget kom fra samme kapitalistiske tankegang. 15 af de 20 pladser i udbryderligaen skulle være faste, og Joel Glazer skulle være næstformand. Sportslig fiasko ville ikke længere have konsekvenser for de største klubber, for de var sikret en konstant pengestrøm år efter år. “Vi tog fejl”, skrev Joel Glazer efterfølgende, men vi ved, at de ønskede Super League, og det ville have ødelagt engelsk fodbolds økosystem.
Der er ikke noget, der tyder på, at Avram Glazers ord i London er en fortalelse. I stedet der meget, der tyder på, at de indkapsler forklaringen på, hvorfor og hvordan bunden er blevet slået totalt ud af Manchester United.