Fokus i den engelske presse har ellers været rettet mod Wigan den seneste uges tid. Således har blandt andre Avram Grant sat spørgsmålstegn ved, om man på JJB Stadium vil lade United sejre, og dermed vinde Premier League for andet år i træk.
Dette har fået flere Wigan-spillere, samt holdets manager Steve Bruce, til at slå fast, at man ikke vil tage let på kampen. Nu retter Fergie dog kritik mod håndteringen af sagen i pressen, da det fuldstændig har flyttet fokus fra Chelseas kamp mod Bolton.
Bolton, der sikrede sig endnu en sæson i The Premiership i sidste runde, har brugt det meste af igangværende uge på at fejre dette. Det får nu Fergie til at tvivle på, om Bolton vil køre på lavt blus mod “The Blues”:
”Pressen synes at betvivle Wigans integritet. Ingen har sat spørgsmålstegn ved eller nævnt Bolton. Jeg har intet problem med, at Wigan-spillerne siger, at de vil gøre alt for at slå os, da vi er en storklub. Omvendt har vi så Bolton, der har brugt hele ugen på at fejre overlevelsen. Det undrer mig derfor meget, at fokus er rettet mod Wigan.”
Bliver United engelske mestre på søndag, vil det være 17. gang “De Røde Djævle” kan kalde sig Englands bedste hold.