Det var med stor bevågenhed fra diverse fodboldorganisationer, at Carlos Tevez sidste år skiftede til Manchester United på en to-årige lejeaftale. Således blev FIFA til sidst trukket ind i sagen, da West Ham hårdnakket fastholdt, at de ejede den 23-årige argentiner.
Tingene endte dog trods omstændighederne lykkeligt for “De Røde Djævle” og den argentinske landsholdsspiller, der kort før sæsonstart blev præsenteret som ny spiller på Old Trafford.
Siden da har den tætpakkede angriber spillet sig ind i United-fansenes hjerter, og han har flere gange fortalt, at han er lykkelig i den nordengelske klub. Nu udtaler han ydermere, at han ikke ville tøve med at sætte sin signatur på en permanent kontrakt med United, såfremt de ønsker at købe ham fri af Kia Joorabchian:
”Jeg ville helt klart elske at forlænge min kontrakt. Jeg er meget lykkelig, og ville ikke tøve et sekund med at binde mig til klubben i længere tid, hvis tilbuddet kom.”
Den tidligere Corinthians-spiller peger på fansene og folkene med tilknytning til klubben, når han skal forklare sin succes:
”Alle har behandlet mig godt fra dag ét. Og at fansene synger “Argentina”, når jeg har bolden, har fået mig til at føle mig hjemme. Det er de primære grunde til, at jeg er lykkelig her. Hvad der gør det endnu mere fantastisk er, at vi nu har mulighed for at vinde “The Double”.”
Sir Alex Ferguson slog for at par uger siden fast, at man højst sandsynligt ønsker at at lave en permanent kontrakt med Tevez, når lejeaftalen udløber om et år. Rygterne går dog på, at United meget vel kan komme til at betale op mod 30 millioner pund for ham.