2002/03
Da den direkte kvalifikation til Champions League var glippet via blot en tredjeplads i Premier League, måtte man op mod ungarske Zalaegerszegi for at komme i gruppespillet.
Meget overraskende vandt ungarerne det første opgør på hjemmebane med 1-0, men i returkampen i England blev tingene sat på plads, og man var dermed klar til puljespillet efter en sammenlagt 5-1-sejr.
Alle i United drømte om at nå finalen, fordi den denne sæson skulle spilles på Old Trafford. Det kunne være en fantastisk måde at vinde den største pokal af dem alle, nemlig på hjemmebane.
Gruppespillet bød på gensyn med overmagten fra sidste sæsons semifinalekampe, nemlig Bayer Leverkusen. Samtidig skulle man igen prøve kræfter med Olympiakos og så israelske Maccabi Haifa.
United lagde stærkt ud og vandt de fire første kampe i sikker stil. Herefter var man allerede videre til næste runde, og man kunne spare lidt kræfter til den hjemlige liga. Derfor fik en del reserver lov at vise sig frem i udekampen mod Maccabi Haifa. Blandt andet danske Mads Timm fik spilletid i opgøret, som blev tabt 3-0.
United tog førstepladsen i puljen med i alt 15 point foran Leverkusen, som endte på andenpladsen.
Basel, Juventus og endnu engang Deportivo var modstanderne i det andet gruppespil.
Igen lagde United godt ud og vandt de fire første kampe.
Specielt 3-0-sejren ude mod Juventus var flot. I de sidste to puljekampe, var der ikke alverden at spille for, hvilket resulterede i 1-1 mod Basel og et nederlag i Deportivo. Alligevel gik United videre som vinder af gruppen og var dermed klar til Real Madrid i kvartfinalen.
Første kamp var på Bernabeu, og det blev en oplevelse, som man hurtigt ville glemme. Luis Figo og to mål af Raul gav Real Madrid et fremragende udgangspunkt, mens United måtte trøste sig med, at det trods alt var lykkedes for van Nistelrooy at score et måske vigtigt udebanemål.
Kampen på Old Trafford vil nok blive primært blive husket for en mands fantastiske soloshow. Brasilianske Ronaldo var i særklasse denne aften og var med et hattrick med til at sende United ud. Det var derfor et helt fortjent stående bifald, som Ronaldo modtog fra hele Old Trafford, da han blev udskiftet midt i anden halvleg.
Beckham havde startet på bænken for hjemmeholdet og var tydeligvis opsat på at vise det var en fejl da han kom ind. Men to sene mål fra Beckhams side hjalp ikke, og trods en 4-3-sejr måtte United forlade turneringen.
Den rent italienske Champions League-finale i 2002/2003-sæonen vandt AC Milan efter straffespark mod Juventus.
Mere om Manchester Uniteds Champions League-historie skrevet af OldTrafford.dk”s Kenneth Nielsen kan læses i morgen her på hjemmesiden.