Den 66-årige skotte, der har stået i spidsen for Manchester United siden 1986, nedtonede ellers tidligere i år en lignende udtalelse med forklaringen om, at journalisten havde overfortolket hans svar på et spørgsmål om pension.
Mange eksperter mener dog, at Fergusons primære mål var at vinde endnu et Champions League-trofæ med United, før han ville overveje at trække sig tilbage. Det kom som bekendt i onsdags, hvorfor den tidligere Aberdeen-manager nu mere eller mindre har fastlagt en dato for sin retræte:
”Jeg vil ikke træne klubben i mere end tre år yderligere, og det er maksimum. Det kan jeg garantere jer.”
Den karismatiske skotte har opnået legendestatus i sporten, som en af de mest vindende managere nogensinde. Blandt hans meritter står der 10 engelske mesterskaber og to Champions League-trofæer. Det var blandt andet derfor, at Dronning Elizabeth den 2. allerede tilbage i 1999 slog Fergie til ridder, hvilket er det mest ærefulde, man som brite kan opnå.
Ferguson forklarede da også, at han efterhånden finder det på tide at give sin kone noget opmærksomhed:
”Jeg synes efterhånden, at min kone fortjener noget af min tid. Jo ældre du bliver, des flere samvittighedskvaler får du over visse ting. Det var Cathy, min kone, der i sin tid talte mig fra at trække mig tilbage som manager, men jeg ved, at hun ikke ville forsøge på det igen.”
United-fans kan dog indtil videre ånde lettet op. Ferguson har ingen planer om at lade sig pensionere lige med det samme:
”Der er ingen tvivl om, at jeg vil finde det utroligt svært ikke at skulle træne United. Jeg er ikke i stand til det nu under alle omstændigheder.”