Petrucci: En fantastisk chance for mig

Davide Petrucci bliver i sit hjemland betragtet som et af de største italienske angrebstalenter, hvorfor United synes at have gjort et røverkøb. Blot 200….

Davide Petrucci bliver i sit hjemland betragtet som et af de største italienske angrebstalenter, hvorfor United synes at have gjort et røverkøb. Blot 200.000 pund må United aflevere til serie A-klubben AS Roma for det 16-årige stortalent.

Nu tager hovedpersonen selv bladet fra munden, og fortæller om bevæggrundene for, at valget faldt på United.

“At skulle spille for den stærkeste klub i verden er en fantastisk chance for mig. Det var umuligt at sige nej, på trods af at jeg er Roma-fan, og at jeg med glæde var blevet i klubben resten af min karriere,” fortæller Petrucci ifølge Goal.com.

United har sørget for, at rammerne er i orden for Petrucci. Således drager faren med sønnen til Manchester, hvor han har fået lovning på et job som gartner, mens sønnen frit kan rejse frem og tilbage mellem Italien og England på klubbens regning.

“United har tilbudt min far Stefano et job som gartner, og han vil tage med mig. Jeg vil tage til Manchester d. 30. juni og starte på Uniteds akademi dagen efter,” beretter Petrucci, der herefter begrunder sin beslutning om at vende Italien og AS Roma ryggen.

“For en måned siden tilbød Roma mig en kontrakt på mindstelønnen, og de sagde ikke, hvor lang tid den gjaldt. Jeg bad om en smule tid til at overveje det, da Uniteds tilbud allerede var udarbejdet, men de gav mig kun tre dage. Roma lukkede døren for mig, mens United åbnede en anden. De kunne have værdsat mig mere,” forklarer Uniteds nye stjerneskud.

Petrucci, der kan se frem til at indkassere 95.000 pund om året, skal i første omgang indsluses på Uniteds ungdomsakademi.

Forrige artikel

Ferguson jagter atter Berbatov

Næste artikel

Heaton tror stadig på United-karriere

ANNONCE