United sejrede i regnfulde Blackburn

Manchester United havde inden aftenens opgør kun vundet én gang i over 10 år i Premier League-regi på Ewood Park. Derfor var der lagt i kakkelovnen til et…

Manchester United havde inden aftenens opgør kun vundet én gang i over 10 år i Premier League-regi på Ewood Park. Derfor var der lagt i kakkelovnen til et tæt opgør, men The Rovers var ikke i stødet til at udbygge denne flotte statistik. Blackburn blev trods hjemmebanefordelen overmatchet kampen igennem af de evigt sultne røde djævle, der mere og mere ligner det hold, der sidste sæson kørte doublen i hus.

Det var nok de færreste, der havde placeret sine spillepenge på Wes Brown som første målscorer, men de, der gjorde, kunne med god grund grine hele vejen ned til spillekiosken. Wes Brown kunne således fejre sit tredje mål i United-trøjen efter en halv times spil. Wayne Rooney sendte kuglen ind i boksen, og på bageste stolpe kunne Wes Brown heade den ind til føring. Målet skabte vrede blandt Blackburn-spillerne, da de appellerede for, at der i situationen blev begået frispark på den udfarende Jason Brown af Uniteds Nemanja Vidic. Men lige lidt hjalp det, og United havde dermed bragt sig fuldt fortjent foran.

Trods mange chancer og brillant fodboldspil i første halvleg lod afgørelsen vente på sig. Denne faldt da Cristiano Ronaldo på vanlig vis brød igennem på højrekanten. Portugiseren fandt – nøjagtig som i sidste runde – Wayne Rooney, der ikke skuffede de tilrejsende fans med et formidabelt spark op i modsatte målhjørne. Wayne Rooney, der er blevet kritiseret for at score for få mål, har dermed svaret igen ved at score i de seneste tre kampe. Det var meget tæt på at blive 0-3, men indskiftede Carlos Tévez måtte se sit forsøg prelle af på stolpen.

United-mandskabet spillede solidt over hele rækken. Alligevel skal specielt Dimitar Berbatovs og Andersons præstationer fremhæves. Berbatov viste igen prøver på sit store repertoire af færdigheder, da han ofte var kreatøren bag de store chancer, United tilspillede sig. Anderson viste endnu en gang, at han er klar til at tage over, når Paul Scholes en dag må stille fodboldstøvlerne på hylden.

Paul Ince måtte altså erkende, at hans tidligere boss er overlegen i manager-faget. Selvom der har været dårlig luft mellem Paul Ince og Sir Alex Ferguson, går rygterne om, at skotten i optakten til kampen undskyldte for sine kommentarer omkring Ince i hans tid som Liverpool-spiller.

Blackburn kunne intet stille op mod de fremstormende djævle, og trods det sikre 0-2-resultat havde United chancerne til, at det kunne blive meget værre for hjemmeholdet.

Forrige artikel

Aftenens opstilling

Næste artikel

Billetinformation til kampene i Japan

ANNONCE