10 års makkerskab startede på en chat

Billede: Bo Nedergaard Andersen til højre på billedet. Bo, du har været med lige fra starten på OldTrafford.dk. Hvordan kom du med i projektet? Når jeg…


Billede: Bo Nedergaard Andersen til højre på billedet.

Bo, du har været med lige fra starten på OldTrafford.dk. Hvordan kom du med i projektet?

Når jeg tænker tilbage på, hvordan det skete, så var det egentlig ret tilfældigt. Det var ikke tilfældigt, at jeg var United-fan, og det var heller ikke tilfældigt, at det skete via internettet, hvor Casper Heiselberg og jeg hang ud i et internationalt chat-rum med 25-50 fans af Manchester United fra hele verden. Måske var det tilfældigt, at både Casper og jeg de eneste danskere på chatten. Men det, der var tilfældigt, var at Casper jeg jeg skulle rende ind i hinanden lige her, på det tidspunkt og brænde for det samme.

Selve det at komme med i projektet skete temmelig gnidningsfrit. Casper fik ideen om at starte en særlig hjemmeside for danske Manchester United-fans og spurgte, om jeg ville være med i projektet – og det ville jeg selvfølgelig! Da Casper havde kodet hjemmesiden færdig, åbnede vi sammen OldTrafford.dk op den 26. juni 2003. Resten er historie 🙂

Hvad har været mest interessant i løbet af de 10 år?

Helt klart udviklingen af antallet af besøgende. I begyndelsen jublede vi, når vi nåede over 50 besøgende på én dag. I dag er besøgstallet 400-dobblet, og det er vildt imponerende, at vi på OldTrafford.dk kan tiltrække så mange fans og samtidig samle dem på tværs af Danmark. Det er der kun meget få hjemmesider, der har kunnet – især for vores meget, meget lille budget.

Der er sket meget gennem de 10 år OldTrafford.dk har været til. Hvilke oplevelser/øjeblikke/perioder hæfter du dig især ved og hvorfor?

Der er sket mange, mange ting. Det er svært at vælge nogle få ud.

Der har både været triumfer, nederlag, transfer-køb og farveller. Og Sir Alex Fergusons farvel er nok uden tvivl den største begivenhed, der er sket i OldTrafford.dk‘s historie, hvor vi skrev over 100 artikler på meget kort tid! Fergie er en legende, og han har fortjent hver og en af de 100 artikler.

På hjemmeside-fronten har internettet jo været i en rivende udvikling, hvilket har udvidet vores muligheder på OldTrafford.dk for at researche og give de danske fans et overblik over alle situationer i Manchester Uniteds miljø. Der er sket så sindssygt meget, når man ser tilbage. Da OldTrafford.dk var der intet, der hed YouTube, Twitter eller online leksika!

Hvad har gennem årene været den største udfordring på sitet?

Væksten og motivationen. Vi arbejder frivilligt på OldTrafford.dk, og vores besøgenes (dig, der læser med her) ros og konstruktive kritik er utrolig vigtig!

Det er skribenterne og forumadministratorernes benzin på motoren, når de skal slå løs på tastaturet og bruge de sene nattetimer på at holde OldTrafford.dk opdateret, inden næste skole- eller arbejdsdag begynder.

Væksten har været et positivt problem. Vi er sindssygt glade for, at OldTrafford.dk‘s besøgstal stiger og stiger. Det betyder, at vi gør det rigtige. Når jeg bruger ordet ‘problem,’ så er det, fordi det har været nødvendigt at investere i nye webhoteller og -servere mange gange på grund ad den overvældende interesse for OldTrafford.dk. Hjemmesiden har igennem årene været besøgt af så mange i det samme sekund, at serverne slet ikke kunne følge med til alt den trafik. Sikke et luksusproblem! 🙂

Hvordan ser fremtiden ud for OldTrafford.dk? Hvor skal sitet hen?

Fremtiden for OldTrafford.dk afhænger altid af interessen omkring Manchester United. Hvis klubben fortsætter med at være succesrig, og der måske kommer flere danske spillere i klubben, så vil fremtiden være lys for vores hjemmeside.

Vi kan simpelthen se på vores statistikker over besøg på OldTrafford.dk, at succes, nyheder om danske spillere og store transfer-handler er lige, hvad de danske Manchester United-fans og vi i crewet elsker.

Har arbejdet på OldTrafford.dk givet dig nogle unikke oplevelser hen over årene?

Helt klart! Jeg bor i Næstved, og selvom byen er fin at leve i, så mangler der for alvor et sammentømret fællesskab for fans af United. Derfor har OldTrafford.dk, lige siden vi begyndte i 2003, udvidet mit Manchester United-netværk over hele Danmark – og endda udlandet. OldTrafford.dk har været og er min indgangsvinkel til fodboldens verden. Man kan stille det op som min platform for fodbold, som var det et socialt medie som Facebook, LinkedIn eller Twitter.

Sammen med vores frivillige crew på OldTrafford.dk har jeg også været på nogle fantastiske ture. Og faktisk husker jeg ofte turenes “fan-begivenheder” bedre, end jeg husker selve den fodboldkamp, som vi arrangerede turen omkring. Det må betyde en del, for jeg elsker virkelig også at se Manchester United live, og det siger også bare noget om, at være fan af Manchester United ikke kun handler om rendyrket fodbold – men også alt det der er omkring klubben.

Har dit arbejde på OldTrafford.dk givet dig noget personligt eller professionelt?

I 10 år har OldTrafford.dk kørt som min startside på alle de computere, tablets og mobiltelefoner, jeg har ejet. Det har de gjort, fordi jeg er stolt af vores projekt.

Det har givet mig utroligt mange lærerige erfaringer og kompetencer på så mange fronter at være en del af OldTrafford.dk! Der er hele kommunikationsdelen, hvor vi skriver artikler på internettet, den tekniske del, hvor et website skal køre optimalt, projektledelse af særlige begivenheder i løbet af årene, håndtering af jobansøgninger, og jeg kunne blive ved.

Jeg var 17 år, da vi startede OldTrafford.dk som iværksættere, og 10 år efter er jeg stolt af resultatet og succesen, af det vi begyndte.

Forrige artikel

Chicharito hylder de Gea

Næste artikel

Perez: Sikker på, Ronaldo bliver

ANNONCE