Taktikhjørnet: Sådan slår vi Chelsea

Chelsea er næsten skræmmende stærke hjemme på Stamford Bridge. I de første 15 hjemmekampe i denne sæson, er det blevet til 12 sejre og tre uafgjorte.

Men hæfter vi os lidt mere ved den statistik kan vi se, at de tre uafgjorte kampe netop er kommet indenfor de seneste seks hjemmekampe. Chelseas form er altså ikke helt i top i øjeblikket.

Chelsea har i gennemsnit lavet to mål i hver hjemmekamp, mens Cech og Courtois har holdt nullet hele ni gange på Stamford Bridge i ligaen.

Så det kan umiddelbart se ud til at blive en overordentlig svær opgave, der venter Louis van Gaal og co på lørdag. Her er nogle taktiske overvejelser om opgøret, og hvordan United henter sejren.

1. Kampen om midtbanen

Skal United gøre sig forhåbninger om at vinde mod Chelsea, kræver det endnu en verdensklasse præstation af midtbanen. Det er her nøglen til succes ligger på lørdag, og her kampen vindes.

Man kan egentlig dele kampen om midtbanen op i yderligere to underkategorier; Carrick vs Fabregas, og Matic vs Fellaini. Nøglen i Chelseas defensiv er Nemanja Matic. Han læser spillet godt, har en stor fysik og er bindeled mellem forsvar og midtbane.

Matic har 3.5 vundne tacklinger i gennemsnit per kamp, det er helt i top hos Chelsea. Ligesom han med 2.1 erobrede bolde hver kamp også topper denne liste. Matic er ganske enkelt manden i centrum i Mourinhos defensiv.

Jeg regner med, at Mourinho vil gardere sig på den defensive midtbane, og smide Kurt Zouma ind ved siden af Matic, og rykke Fabregas en tand længere frem. En solid blok foran stopperne.

Cesc Fabregas det offensive omdrejningspunkt hos Chelsea. Tre kasser og hele 16 assists har spanieren leveret i denne sæson i ligaen. Knap tre nøglepasninger har Fabregas per kamp, og er således mest effektiv hos Chelsea på dette område. Enestående sæson af ham.

Men hvordan vinder vi så kampen om midtbanen? 1) Bevægelse uden bold, og 2) når Chelsea har den skal der presses hårdt på, specielt Zouma og Matic kan ikke lide hårdt genpres. Her kan Herrera spille en afgørende rolle.

Når United har bolden, skal de forreste fem mand konstant være i bevægelse, hvilket ikke behager Chelsea-forsvaret, og uden tvivl vil give huller.

Måske bliver første spiller ikke fri, men han vil skabe et område bag sig til at spille en tredje mand fri, så det er dette løb United skal udnytte. Det har vi før set kan splitte Chelseas forsvar ad. Så masser af bevægelse!

2. Standardsituationer

Både Chelsea og United har lavet 12 mål efter standardsituationer i denne sæson. Med Fellainis stærke form, har United virkelig fået en trussel i feltet, ligesom Smalling har bidraget godt på denne konto.

Omvendt har Chelsea nogle af ligaens stærkeste hovedstødsspecialister. Terry, Cahill og Ivanovic har lavet otte mål i ligaen i år, og er en evig trussel på frispark ved feltet og hjørnespark.

United skal i den grad have fokus i disse situationer, og ikke mindst i forbindelse med de 2.bolde der kan opstå, her er Chelsea skarpe. De er pt kun efter Stoke, Arsenal og West Ham i antal vundne dueller i luften.

Kan United selv true Chelsea på en standardsituation? Ja da. Vi scorede sidst til 1-1 efter netop en sådan situation, så det er muligt. Meget fokus vil naturligvis gå til Fellaini. Igen fokus på 2.boldene lige på kanten af feltet – Blind og Herrera tænker jeg på her.

3. Over kanterne

Der er gode muligheder over kanterne, hvis United atter formår at etablere de mange små trekanter som giver plads og muligheder i offensiven.

Mon ikke Ramires vælges på Chelseas højre side fremfor den mere offensive Willian. Mourinho ved, at han skal lukke ned for en sprudlende Young og den altid angrebsivrige og spilintelligente Blind.

Men Ramires er ikke den spiller han var for bare et år siden, mens Young omvendt er i sit livs form. Jeg tror Uniteds venstreside igen kan skabe problemer for modstanderne.

Mata har ikke samme speed og kan ikke sætte Azpilicueta i løbeduellerne, men kan Valencia og Herrera igen få støttet Mata i offensiven, kan de tre sammen sætte et voldsomt pres på Azpilicueta, der ikke altid får støtte fra Hazard. Bevægelse er igen helt centralt.

United skal dog også være opmærksomme på at få dæmmet op for Chelseas stærke og angrebsvrige backs. Hele syv gange har de to leverede assists, væsentlig flere end Uniteds backs har leveret. Ivanovic og Azpilicueta er dygtige offensivt, og supllerer deres to kanter rigtig fint. Så fuld fokus og endnu en stor præstation er påkrævet af Blind og Valencia.

4. Omstillinger

United skal satse på omstillingerne, da Chelsea ellers vil stå for kompakt og stærkt nede i deres kæder. Dette punkt hænger naturligvis sammen med de førnævnte – vinde midtbanen og succes på kanterne.

Mens Chelsea er stærke på standardsituationer, er de knap så stærke i omstillingerne, og har blot scoret en enkelt gang på en sådan i denne sæson. United kan omvendt med fart og bevægelse selv skabe stor ravage ved at køre hurtige omstillinger.

Kan vi følge opskriften med at erobre bolden ved eget felt, få ramt Fellaini eller Rooney, der starter et angreb gennem en kantspiller eller Herrera, så er der gode muligheder mod Chelsea på omstillingerne.

5. Fart

Jeg tror meget vel, at det kan blive en spiller med speed i stængerne, som afgør kampen lørdag. Jeg ville personligt have en James Wilson på bænken, som kan komme ind og afgøre det til sidst.

Chelseas centrale forsvar er ikke de hurtigste, Ivanovic kan man også løbe om hjørner med, og skulle Matic og Zouma spille på den defensive midtbane er der heller ikke voldsom fart her.

James Wilson har masser af tempo og speed, og vil kunne gøre mere skade på et træt Chelsea-forsvar de sidste 10-20 minutter, end Radamel Falcao eller Robin van Persie. Chicharito har før vist vejen mod Chelsea med seks mål i ni kampe, så jeg tror Wilson kan blive en god joker.

Forrige artikel

Blind: Vi skal ikke kigge efter Chelsea

Næste artikel

Bekræftet: United til USA på pre-season

ANNONCE