Sæsonen starter lørdag 20.august hjemme mod Portsmouth, ugen efter venter Southampton ude, mens Leeds gæster Trafford Traning Centre 3.september. FA Youth Cuppen starter først i december eller januar.
Målmænd:
Her er Liam Jacob og Joe Coll fra sidste sæson, samt Jonny Sutherland, der netop har skrevet lærlingeaftale med klubben.
Jacob og Coll spillede begge en del kampe for u-18 holdet sidste sæson, uden at nogle af dem imponerede synderligt. Jacob kom for et år siden til klubben fra Liverpool, men har vist lidt svaghedstegn, mens også nordirske Coll ikke altid er lige sikker i feltet.
Sutherland er yngst af de tre, men den med det største potentiale. De tre keepere, vil formentlig dele tiden i buret relativ lige den kommende sæson.
Forsvaret:
Fra sidste sæsons Youth Cup vindende hold, er det blot Tyler Blackett og Luke McCullough der er tilbage. Blackett sidder solidt på venstreback-positionen, og viste allerede sidste år fine takter i flere af de afgørende kampe.
Derudover er Liam Grimshaw, Donald Love, Louis Rowley, Matthew Wilkinson og Declan Dalley kommet ind som førsteårs lærlinge. Dalley blev hentet i Cardiff, hvor han ikke blev tilbudt kontrakt, og så var United hurtige med en aftale for waliseren. De øvrige er kommet igennem Uniteds eget ungdomsarbejde.
Det er et ungt og uerfarent forsvar, som u-18 holdet i år har. Der er ikke de helt store profiler på denne del af banen, og det bliver spændende at se, hvorvidt holdet kan stå distancen mod de mere fysiske modstandere.
Midtbanen:
Denne del af holdet, er nok den mest spændende i den kommende sæson. Der er flere rigtig spændende spillere, med stort talent. Et par af spillerne er teknisk blandt de bedste, og vil have evnerne til at dominere kampene.
Luke Hendrie og belgiske Charni Ekangamene er gengangere fra sidste sæson, og er stadig spilleberettigede i den kommende sæson.
Desuden er Adnan Januzaj hentet til fra Belgien, og den unge højrekant går under navnet den ny Beckham, grundet hans pasningsstærke højrefod.
Det er også på midtbanen vi finder Jack Rudge, Joe Rothwell, Ben Pearson, James Weir, Patrick McNair og norske Mats Møller Dæhli.
Rudge markerede sig glimrende under Milk Cup, og fik også sidste sæson lov at snuse til reserveholdet, i slutningen af sæsonen, da der var flere skader og folk på udlån. Rothwell var u-16 holdets anfører, og har været fast omkring de engelske ungdomslandshold, hvilket også gælder Ben Pearson, der har en stærk evne til at komme med i feltet.
McNair er kommet til fra Nordirland, hvor han betegnes som et af øens største talenter i mange år, og der drages paralleller til tidligere tiders store koryfæer, grundet hans blik for spillet.
Norske Mats Møller Dæhli er en spiller med fantastisk overblik, pasningssikker, og så kan han spille over det meste af midtbanen. Han bliver formentlig en af holdets store profiler i år.
Angrebet:
Her er hollandske Gyliano van Velzen fra sidste sæson, der også kan spille på kanten. Samt Tom Lawrence, der ikke fik mange kampe sidste sæson for u-18 holdet.
Derudover er der de tre unge, Jack Barmby, Kenji Gorre og Sam Byrne. Barmby var uheldigvis ude med skade sidste år i længere perioder, men viste sig flot frem i starten i år under Milk Cup. En meget spændende og talentfuld spiller.
Gorre er også en teknisk stærk spiller, mens Byrne er en mere klassisk angriber, med næse for målet inde i boksen.
Foruden de nævnte, kan James Wilson fremhæves. Den unge offensiv spiller er stadig for ung til en lærlingeaftale i klubben, og går stadig i skole. Men lavede blandt andet fem mål for u-16 holdet sidste sæson mod Leeds, var en vigtig mand i Milk Cuppen, og har spillet flotte kampe for Englands ungdomslandshold. Så han vil nok spille en del med, omkring u-18 i denne sæson, på trods af sin alder.
Holdet generelt:
Paul McGuinness og hans tropper vil nok gå en lidt svingende sæson i møde. Der er rigtig mange førsteårs spillere i klubben, så dels vil gennemsnitsalderen være meget lav, og dels er holdets fysik endnu ikke så stærk. Der er en del mindre spillere, der ikke er så store og stærke fysisk, så modstandere med mere fysik vil nok kunne dominere holdet lidt i ny og næ.
Holdets force er, at teknikken er helt i top. De fleste spillere har arbejdet med René Meulensteens trænings-principper i hele deres tid i klubben, og er rigtig stærke med bolden i fødderne.
Midtbanen er holdets absolutte stærkeste led, mens forsvaret skal stå sin prøve i år. Holdet vil nok skifte mellem en klassisk 4-4-2 og så spille med kun en reel angriber alene fremme.
Det vil blive svært at gentage sidste sæsons triumf og gå hele vejen i FA Youth Cuppen, men med lidt held i lodtrækningen, kan man forvente holdet trods alt går videre til de afsluttede runder. Ellers må man forvente, at holdet spiller en gang flot og underholdende fodbold, stærke i omstillingsspillet og udvikler sig i rette retning gennem sæsonen.
Flere af spillerne vil uden tvivl få lov at snuse til reserveholds-fodbold i løbet af sæsonen, og prøve kræfter med dette niveau.
Vi vil her på oldtrafford.dk følge u-18 holdet tæt i den kommende sæson, så hold øje med både nyheder og den dertilhørende tråd på forummet.