3-5-2. Logisk valg? Passer det til Manchester United?

Under VM var vi vidner til en renæssance af 3-5-2, 1970’ernes og 1980’ernes klassiske, kontinentale formation. Louis van Gaal, der gennem hele sin managerkarriere har stået fast på en filosofi, der minder om den hollandske Total Fodbold, men som omvendt har været særdeles fleksibel i forhold til valg af formation, var en af de trænere, der anvendte 3-5-2, og han gjorde det med spillere, som egentlig var uddannet i den traditionelle hollandske 4-3-3.

Det afstedkom ikke så få hævede øjenbrynene, især i hans hjemland, men Van Gaals eksperiment betalte sig, eftersom Holland jo vandt bronze.

De kreative epicentre i 4-3-3 eller 4-2-3-1 er de to kantspillere, hvorimod det kreative omdrejningspunkt i 3-5-2 er mere forbundet med den klassiske nummer 10, der spiller centralt lige bag to angribere.

Se evt. min artikel om ”The End of the Winger and the Rise of the 3-5-2” her.

Det gav da også umiddelbart god mening, at Van Gaal foretog formationsskiftet med Holland, eftersom Sneijder havde en god turnering, Van Persie scorede karrierens bedste mål, og Robben var turneringens stjerne (sammen med Kroos).

Det stod imidlertid også klart, som turneringen skred frem, at Holland havde problemer med 1) at dominere kampene, 2) at fastholde bolden i egne rækker og 3) at skabe chancer. Det var, som om holdet bestod af en rigtig god offensiv midtbanespiller og to brillante angribere, og derudover af seks rimeligt ordinære og defensivt orienterede boldflyttere og tacklere.

For meget afhang af Robbens hurtighed og driblinger og af Van Persies øjeblikke af kliniske eller mageløse afslutninger. Men ikke desto mindre peger to ting på, at Van Gaal havde set rigtigt: Med de typer af spillere, han havde til rådighed, virkede det logisk at skifte til et system, der grundlæggende var beregnet på at skabe frie roller til Robben og Van Persie; og med den trup, han havde til sin disposition, var det i sig selv en præstation at vinde bronze.

Da Van Gaal overtog managerposten på Old Trafford kunne det altså ikke overraske nogen, at hollænderen valgte at holde fast i sin VM-formation. Det var trods alt den, der havde sikret hollænderne medaljer. Dertil kom, at mange anså Jerntulipanen for at være en af turneringens absolutte mestertaktikere. Da Van Gaal så ankom til Manchester, tog han øjeblikkeligt bestik af truppen, som han havde arvet fra David Moyes, og hans dom var utvetydig: truppen var ”unbalanced”, altså ikke ordentligt afstemt.

Hvad mente han med det? For det første bestod truppen af for mange 10’ere og for mange 9’ere ifølge Van Gaal. Hvis han bestemte sig for at spille 4-2-3-1, 4-3-3 eller 4-4-2, ville dette enten betyde, at Rooney eller Mata blev flyttet væk fra deres bedste positioner centralt, eller at en af dem blev henvist til bænken. For det andet manglede truppen kantspillere eller i det mindste (korrigerede Van Gaal sig selv) ”verdensklasse wings på samme niveau som Cristiano Ronaldo eller Ángel di María”.

Van Gaal indså altså, at han var i besiddelse af en overflod af kreativt talent centralt på banen (Rooney, Mata, van Persie, Welbeck, Kagawa), men også at han ikke havde nok af det på kanterne (Nani, Young, Valencia – Januzaj undtaget, vil jeg mene). Så langt, så godt. Skiftet til 3-5-2 giver stadig mening. Og denne opfattelse blev kun styrket under Manchester United preseason-tur til USA, hvor holdet var ubesejret og vandt en prestigiøs turnering med Inter, Roma, Real Madrid, Liverpool og Manchester City blandt de øvrige deltagere. Dertil kom, at Rooney blev kåret til turneringens bedste spiller, nyindkøbet Ander Herrera virkede integreret fra første kamp, og Fletcher virkede til, efter så lang tids fravær, at være tilbage på sit gamle niveau.

Der er imidlertid tre ting, der udfordrer logikken bag og egnetheden ved Van Gaals 3-5-2. For det første, og hvis Van Gaal havde ret i sin karakteristik af truppen som ”ikke afstemt” i forhold til for lidt wing-talent og for meget centralt talent, så bevirker skiftet fra at spille med to til tre centrale forsvarsspillere i bund og grund, at man behøver flere centrale forsvarsspillere.

Havde Van Gaal det? Nej, det havde han ikke. Ret beset arvede Van Gaal en trup, der, efter Vidic og Ferdinand havde forladt Manchester United, kun bestod af sammenlagt tre centrale forsvarsspillere (plus et par talenter). Det var kun for meget nylig, at Van Gaal og Ed Woodward lykkedes med at sikre endnu en forsvarsspiller, Marcos Rojo, der måske nok havde et særdeles flot VM, men som ikke ligefrem er en, som fansene forventer tager over fra Vidic eller Ferdinand i forhold til ansvar og niveau. Indkøbet af Daley Blind på transfervinduets sidste dag hjælper også en smule på balancen, men spørgsmålet er, om ikke hollænderens bedste position er defensiv midtbane eller venstre wingback – det var således hans præstationer på midtbanen for Ajax, der sikrede ham titlen som årets spiller i Eresdivisie sidste sæson.

Så giver det mening, at Van Gaal konverterede fra Manchester Uniteds traditionelle 4-2-3-1 til 3-5-2 uf fra et argument om truppens sammensætning? Nej, faktisk ikke helt. Han havde måske nok en pointe i forhold til at få det bedste ud af Mata, Rooney og Van Persie, men et tremandsforsvar bestående af spillere som Smalling, Jones, Evans eller Rojo signalerer ikke just klippefast soliditet, hvis man tænker sig angrebskonstellationer som Neymar-Messi-Suarez, Ronaldo-Benzema-Bale og Silva-Dzeko-Aguero.

For det andet..

Den anden grund til, at Van Gaals beslutning om formationsskifte kan vise sig uegnet er, at Manchester Uniteds succes som oftest (hvis da ikke ligefrem altid) har været forbundet med flamboyante kantspillere som Ronaldo, Giggs, Beckham, Kanchelskis og Best – og glem ikke, at Januzaj byder sig til som den næste i denne perlerække af wing wizards. Offensiv bredde synes nærmest at være en indgroet og uomgængelig del af klubbens fodboldfilosofi. Hvad der skete i fortiden, skete selvfølgelig i fortiden, og dette kan ikke bestemme, om fremtidig succes kan sikres på alternative måder.

Fodboldsporten udvikler sig faktisk, og Van Gaal anses med rette for at være en af spillets største taktikere og fornyere, så i den forstand må vi måske også give ham og hans visioner tid og lade tvivlen komme ham til gode. Der er dog, på trods af dette, noget særdeles underligt i at se et Manchester United-hold uden offensive backs og flamboyante wings.

For det tredje..

For det tredje, hvis Manchester Uniteds fans troede, at Jerntulipanen havde udvirket øjeblikkelige mirakler (efter USA), så er de vågnet op til en virkelighed, der har vist sig at være en direkte forlængelse af sidste års katastrofer, ikke mindst på Drømmenes Teater (i øvrigt et passende navn nu om dage, hvor kløften mellem drøm og virkelighed aldrig har syntes større). Årtier viet til at skabe et ”frygtens fort” under Sir Alex Ferguson blev udslettet på blot ni måneder sidste sæson, og Swanseas 2-1-sejr på Old Trafford mod Manchester United i denne sæsons premiere viste blot, hvor langt Manchester United er fra fortidens storhed. Og selvom Van Gaal skiftede fra 3-5-2 til 4-2-3-1 i pausen, blev tingene ikke meget bedre i anden halvleg. Det gav dog fansene en smule håb i forhold til det, som jeg umiddelbart vil tro, er deres foretrukne formation, nemlig en med fløjspillere og offensiv bredde (det er i hvert fald min). Ankomsten af Ángel Di María kunne bestyrke dette håb, selvom Van Gaal har karakteriseret ham som værende en midtbanespiller i verdensklasse i forhold til både bredde og mere centrale positioner.

Hvis der er én anden ting, der tilbyder håb for Manchester Uniteds fans, så må det være den kendsgerning, at Van Gaal har en historik som langsom starter. Han har selv udtalt, at det handler om at overleve de første tre måneder, fordi det er den tid, det tager for spillerne at tilpasse sig hans ”vision”. Jeg er dog ikke sikker på, at Manchester United i deres jagt på en Champions League-plads (mesterskabet overvejer jeg slet ikke at nævne i skrivende stund) kan tillade sig en tre-måneders periode med kontinuerlige pointtab. Det netop overståede transfervindue har måske nok tilvejebragt seks nye spillere – heraf to verdensklassespillere – men Van Gaals trup er i mine øjne tæt på at være lige så ”unbalanced”, som den han arvede fra Moyes.

Klubben burde have hentet en central forsvarsspiller fra øverste hylde à la Hummels, ligesom de fleste også synes at mene, at midtbanen mangler et defensivt powerhouse à la Strootman (er Blind, Fletcher eller Carrick virkelig løsningen?) eller en energisk boks-til-boks spiller à la Vidal (er Herrera, Fellaini eller Anderson virkelig løsningen?). De næste måneder vil således kræve, at Louis van Gaal udfolder sit taktiske geni, både i forhold til at få sin formation til at fungere, at finde den rette balance på holdet og at mikse de mange offensive stjerner optimalt.

 

Forrige artikel

Powell pressede på for skifte

Næste artikel

Van Persie jubler over sommerindkøb

ANNONCE