Som fans har vi mange forskellige holdninger til klubben. Hvem er bedst på højre back? Hvem skal overtage klubben fra Glazers? Burde træneren fyres? Alle spørgsmål, som vi har forholdt os til, enten med os selv eller over en øl på baren. Nogle gange går bølgerne højt, for om man vil det eller ej, så er der følelser involveret, når snakken falder på Manchester United.
Men selvom der kan være uenigheder mellem os fans, så er der desto mere, der samler os:
Beckhams halvbanemål mod Wimbledon, Cantonas matchvinderflugter mod Liverpool i FA Cup’en 96’, 8-2 sejren over Arsenal i 2011 og Martials debutmål i 2015 mod Liverpool, hvis jeg skal nævne nogle af dem, jeg selv husker tydeligst foruden finalen i 1999.
Det er minderne, der samler os, og i dag markerer vi et af de absolut vigtigste minder – måske det vigtigste: Ulykken i München i 1958.
Der døde 23 passagerer, heraf otte spillere, den eftermiddag i München. En helt forfærdelig ulykke for et ungt hold på vej frem, anført af Sir Matt Busby. Ulykken indtraf i den sydtyske by på vej hjem fra Beograd efter en kamp mod Røde Stjerne i Europa Cup’en. Kampen endte 3-3, og sendte Busby Babes videre til en på så mange måder ligegyldig semifinale.
Selvom det er 66 år siden, fylder dagen og mindet hos mig. Det er det enkeltstående vigtigste minde klubben har, når jeg skal prøve at definere og forklare, hvad det er, der gør Manchester United til Manchester United. Hvad der adskiller os fra andre.
Ulykken kan eller skal aldrig tales ned. Dog er d. 6. februar 1958 for mig en dag, der har kastet mere lys end skygge af sig. Dagen bringer os sammen på tværs af kultur, alder, religion, politisk overbevisning og ophav.
Derfor er denne årsdag på samme tid både mindet om den værste enkeltstående dag i klubbens historie, men også den dag på året, der kalder allermest på klubfølelsen.
For i dag mindes vi ofrene og markerer fællesskabet omkring klubben.
I dag er vi United.
Æret være minderne.
