Blog: Sådan lukker du munden på Manchester City-fanen

Blodige oliepenge, lyseblå plastikfans og kategorisk historiefornægtelse. OldTrafford.dk serverer dig de hårdeste argumenter overfor Manchester Citys fans, når nu deres hold vinder alt på fodboldbanen i denne sæson. 

De er en sjælden race i Danmark. Manchester City-fans. Men når de alligevel dukker op, er det svært at påstå overfor dem, at deres fodbold ikke er suverænt godt. Det er svært at sige andet end “tillykke med den fortjente Premier League-titel”. Men hvad nu hvis man er den lidt mere bitre type? Hvordan kan man så lukke munden på dem, når de både tager trofæerne og de flotteste sejre og ovenikøbet har muligheden for at vinde mesterskabet mod Jose Mourinho & co i dag? Vi har en guide til dig her:

  • Lad os starte ud med nogle iskolde fakta: John O’Shea har vundet flere engelske mesterskaber i sin karriere, end Manchester City har i hele klubbens 138 år lange historie (5-4 i Johnnys favør)
     
  • Til trods for at deres hold har gang i en historisk overbevisende Premier League-sæson, kan de ikke fylde stadion ud. Sikkerhedsoplysninger fra det engelske politi viser, at 10.000 ud af de 55.000 sæder, som Etihad har, i gennemsnit har været tomme i denne sæson. Og som om, at det ikke var nok, lyver Manchester City også om kendsgerningerne. Eksempelvis påstår de, at de havde 53.407 tilskuere i november mod Southampton. I virkeligheden var der kun 38.130 på lægterne. 
     
  • Nu vi er ved det der med at lyve… Citys fans har på en eller anden måde fået spredt myten om, at Manchester er blå, og at alle Uniteds fans er fra USA, Japan og Skandinavien. Det passer ikke. ”De røde djævle” har haft et højere tilskuergennemsnit i samtlige sæsoner siden Anden Verdenskrig. Altså lang tid før, der fandtes ”glory hunters” og fodboldturister. Da City vandt ligaen i 1968 havde de det sjette største publikum i England. United havde det største med 57.552 i gennemsnit – mere end 20.000 højere end Citys snit. 
     
  • Desuden har Manchester United tilskuerrekorden på Citys gamle hjemmebane Maine Road. Den er fra da United brugte stadionet midlertidigt, efter at Old Trafford var blevet bombet under Anden Verdenskrig. Lidt sjovt.
     
  • Mindre sjovt er det til gengæld, at Manchester Citys succes og globale fodboldprojekt er skabt med penge fra Abu Dhabi-regimet. Sheikh Mansour, Citys formelle ejer, er en marionetdukke for hans bror, kronprins Mohamed bin Zayed Al Nahyan, der bruger klubben til at legimitere sit diktatur. Slavearbejde, tortur og stort medansvar i den kæmpemæssige humanitære krise i Yemen er nogle af de ting, som folkene bag Manchester City har på samvittigheden. Men hey… ”Man er jo nødt til at skille fodbolddelen fra menneskerettighedsforbrydelserne.” Også selvom det i sidste ende er Zayed Al Nahyan og co., Citys fans kan takke for, at de har haft råd til Kevin de Bruyne, Sergio Aguerö og resten af stjernespillerne. 
     
  • Og takke dem, det gør Manchester Citys fans da også. Sheikh Mansour har nærmest fået heltestatus i den blå del af Manchester, hvor de gode til at lade som om, at det at vende det blinde øje til moderne fodbolds forbrydelser er ligeså naturligt, som den blå ketchup de serverer på stadion. Før oliearaberne kom til, var det den tidligere premierminister i Thailand Thaksin Shinawatra, som tændte håbet i Citys fans, da han købte klubben. Menneskerettighedsorganisationer forbandede ham væk, klubbens fans bød ham velkommen med thailandske flag på stadion. 
     
  • City-fansene er konsekvente, når det kommer til at juble over mennesker, som fredsorganisationer fordømmer. Det er mere, end man kan sige om deres manager Pep Guardiola, der beskyldes for at være en hykler, når han på den ene side flager for sin sympati for catalanske aktivister, der fængsles i Spanien, men på den anden siden får sin løn af folk, der har civile yemenske  liv på samvittigheden. Spurgt ind til hykleriet svarer hr. Guardiola, at man skal skille fodbold og politik, samtidig med at han bærer et symbol, der støtter cataloniernes frihedskamp, til hver eneste kamp.
     
  • Til gengæld har han det fint med at tale åbent og provokerende om interne problemer i Manchester United mellem stjernespilleren Paul Pogba og  manageren Jose Mourinho ved at påstå, at franskmanden blev tilbudt til Manchester City for nyligt. En ret uset og usportslig ting at gøre – specielt overfor Paul Pogba – og en lidt ”sjov” ting at fokusere på, når man selv har gang i en fantastisk mesterskabssæson og kan vinde titlen på hjemmebanen mod ærkerivalerne. Var der nogen, der sagde ”small club mentality”?
     
  • City vinder mesterskabet i år. Men Manchester United er en større klub rent fan- og historiemæssigt. United har vundet 20 mesterskaber, City har vundet fire. United har vundet den bedste turnering i Europa tre gange, City nul. I FA Cuppen står der 11-5 i Uniteds favør, og ”de røde djævle” har også vundet Liga Cuppen flere gange. Som bassisten Mani fra Stone Roses sagde til publikum på Etihad i 2016, efter han lige havde givet koncert foran 60.000 mennesker: ”Husk lige at tage City-museumsturen med på vej ud herfra. Den tager kun et par minutter.”
Forrige artikel

Optakt: United skal spolere Citys mesterskabsfest

Næste artikel

De Bruyne forklarer Mourinho-mismatch

ANNONCE