Medicinen mod mange års forsømmelighed er mange års rettidig omhu. Det tager lang tid at bygge et nyt mesterhold op, og derfor må vi som fans væbne os med tålmodighed. Sådan lyder det fra gæsteblogger Jørn Koch, som har været fan af “de røde djævle” i mere end et halvt århundrede.
Han får her ordet:
Efter min første blog – Historien om historien der gentager sig – har jeg skrevet en form for fortsættelse, der samtidig besvarer redaktør Emil Jørgensens nødråb fra sidste uge: Hvem skal vi efterhånden fæstne vores lid til?
Emil argumenterer for, at der hverken i spillertruppen, trænerstaben eller på ledelsesgangene er skyggen af det format, som United desperat mangler lige nu.
Men man kunne også se mere lyst på situationen. Jeg kan sagtens se udviklinger i spillet hen over efteråret og frem til nytår. Selv da det stod 3-0 ved pausen i City kampen, huskede jeg ”den nat i Paris”. City ville uvægerligt lette på foden i anden halvleg, så hvis Ole fik møbleret om i pausen, og vi fik hentet et mål eller to i anden halvleg, havde vi stadig en chance. Januar er hård, måske også lovligt hård for vores trup, men never say die…
Ulvene hyler over ingenting
De dårlige perioder i seneste sæsons afslutning og her i efteråret får ulvene til at hyle og kræve Ole fyret. Det ville være en af de største tåbeligheder i klubbens historie (og der er et par stykker at tage af). Kritikken af vores manager er grebet ud af luften, hvis man forholder sig til virkeligheden – for en opgave som den, Ole er på, løser man ikke på ”en formiddag”: Det tager flere år.
Således tog det Ernest Mangnall syv år at skabe et mesterhold, mens Busby brugte fire år på at skabe sit ”Busby Babes”-hold og føre det til dets første engelske mesterskab. Da ”the Busby Babes” var gået tabt, tog det ham hele otte (!) år at skabe det næste mesterhold. Undervejs havde vi rundet bunden i ligaen (#15 i 1961/1962 og #19 i 1962/63), og da Ferguson kom til, tog det ham syv år at skabe sit første engelske mesterhold – efter at holdet længe havde lignet lort under hans ledelse.
Jeg ved godt, der er andre managers i andre klubber, som har spenderet fantasiliarder på ingen tid og skabt mesterhold på to eller tre år, men grundlæggende tager ting tid.
Sidste gang sammenlignede jeg Oles opgave med Tommy Dochertys: Ham der i sin tid var ude i en langvarig og omfattende oprydning og genopbygning efter Busby-æraen – ligesom Ole jo nu er igang med at rydde op og genopbygge efter Ferguson-æraen.
Ole fik rettet op på tingene mod City
I det smertefulde nederlag til City, som affødte meget af den seneste kritik, fik Ole møbleret om til anden halvleg. Vi hentede et mål, og opgaven kunne nedgraderes fra ”umulig” til ”vanskelig” – men Bold.dks efterfølgende artikel om kampen sagde det egentlig meget præcist et sted nede i teksten: Hos Manchester United var det mere beskedent med stjernestøv.
Det er lige præcis DER, vores grundproblem ligger, og det går i virkeligheden mange år tilbage i tiden.
Allerede efter Champions League sejren i 2008 begyndte det at gå langsomt tilbage – illustreret gennem to klare finalenederlag til Barcelona; holdet, som United ellers slog i semifinalen på vej til triumfen i 2008.
Renoveringen af United skulle have været påbegyndt allerede på DET tidspunkt – som en løbende opgradering af truppen hvor man tilføjede kvalitet. Det skete så IKKE: Ronaldo rejste sågar, og selv om Rooney forbigående brillerede i hans fravær, rakte det kun hjemme i England – og der kun midlertidigt.
Den negative udvikling stod pinefuldt klar i Fergie næstsidste sæson som træner, hvor hans hold ikke kunne holde et dynamisk og fremstormende City hold bag sig i mesterskabskampen. Det lignede ”the last stand of the old guard”, og selvom indkøbet af Van Persie gav Fergie et mesterskab at takke af på den følgende sæson, efterlod han sig et hold, der var lige til at blive kørt væk af dagrenovationen.
De Gea og Rooney var stadig gode, men ELLERS var stjernerne hastigt på vej mod enden, og de nye spillere, der var kørt ind bag dem, folk som Jones, Evans og Smalling, havde bare ikke samme klasse: I praksis skulle vi have købt en ”Van Persie” hvert eller hvert andet år efter triumfen i 2008 for at holde holdet skarpt og vedblivende på toppen.
Glazer-familien bærer et ansvar
“Balladen” begyndte derfor allerede i Fergies sidste sæsoner – og nogle vil mene den startede allerede, da Glazers overtog magten i United: At det var DERES gældsætning af klubben, der forhindrede Fergie i at foretage de nødvendige investeringer i spillertruppen. Andre siger, det ikke passer, og at der altid var penge nok til Fergie, men hvorom alting er, var det et spillermæssigt “fallitbo”, David Moyes overtog efter Fergie – uanset mesterskabet sæsonen før.
Så ud med Moyes og ind med Van Gaal – og da “ingen” havde opdaget tingenes sande tilstand, formodede man, at hvis man ansatte en “stor” træner – og toppede holdet op i stil med indkøbet af Van Persie – var man straks tilbage, hvor man mente at høre til. Det var man så IKKE, for præmissen var forkert: Da man havde forsømt at udvise rettidig omhu i forhold til vedligeholdelsen af holdet, slipper man ikke uden om en totaloprydning i stil med den, Docherty foretog efter Busby æraen – eller som en blogger skrev her på sitet tilbage i april: “Tør I brænde lortet ned, Glazers?”
Det turde man så ikke, da heller ikke Van Gaal kunne gøre det umulige – så ud med Van Gaal og ind med Mourinho efter samme opskrift: Find et par store navne og skab succes her og nu!
Det umulige kunne Mourinho så heller ikke klare – surprise, surprise – og måske var det DER, man endelig fattede situationens alvor og ansatte Ole til at brænde hele lortet ned og starte forfra…
Derfor er det intet under, at truppen lige nu ligner lidt af en brandtomt – og taget i betragtning, at vi kun er halvvejs med at brænde det gamle kvas af, kan der godt gå en tid, før røgen letter igen: Hvor meget fremtid er der i folk som Matic, Mata, Jones, Young, Pereira og Lingard, hvor meget kan vi forlade os på glasbenene hos Bailly og Dalot, og kommer Fosu-Mensah for alvor tilbage?
Opgaven defineres derfor meget præcist af citatet fra Bold.dk (hvor Rashford nævnes som vores eneste stjernestøv): Vi skal have meget mere kvalitet ind i truppen. Det problem løste Docherty i sin tid ved nærmest at købe sig et nyt hold: Otte mand i start-elleveren blev skiftet ud gennem indkøb – omend han snart erstattede nogle af indkøbene med hjemmedyrkede spillere som Arthur Albiston.
Selv hvis Ole har lidt mere kvalitet at starte ud fra, end Docherty havde, er vi vel ude i noget med, at han skal have præsteret et noget tilsvarende antal målrettede indkøb (vel at mærke indkøb der sidder lige i skabet), før truppen er, som den skal være, for i vore dage er et hold ikke kun elleve mand plus en håndfuld reserver, men spillere nok til to hele hold – og det rækker ikke længere med en kerne på elleve mand og en tolvtemand: Der skal MINDST 16-18 spillere i høj klasse til. Det mål er vi langt fra.
Skal undgå panik
Det er så heller ikke noget, vi kan fikse Docherty-style, for i vore dage er det kun oliemilliardærer, der har SÅ mange penge liggende løst i lommen, at de ville kunne dække en sådan udgift. Selv DE ville så også få problemer med Financial Fair Play-reglerne, så i virkeligheden er der ingen anden vej ud af det selvskabte morads end et langt sejt træk, hvor ungdomsafdelingen hvert år leverer et par mand til førsteholdet – så vi ”kun” skal købe den kvalitet udefra, vi ikke selv kan producere: Den vej kræver tålmodighed og is i maven, for medicinen mod mange års forsømmelighed er mange års rettidig omhu.
Den første hurdle bliver at udgå sortsyn og panik: At holde hovedet koldt og hånden rolig på roret indtil vi er ude af turbulensen – men kan den nuværende ledelse gøre det?
Der er ingen grund til at tro, at Glazers kører en filantropisk forretning i United – det gør de heller ikke i deres andre klubber: For dem handler det slet og ret om bundlinjen. Imidlertid er der mig bekendt ingen veldokumenterede eksempler på, at de i United har smækket pengekassen i og nægtet manageren penge til spillerindkøb – det var også det skudsmål, Fergie gav dem. Så netop FORDI, Glazers alene er optaget af bundlinjen, er der måske hold i de stadige forsikringer om, at der ER de penge til rådighed, der skal bruges til indkøb: Gælden er jo også faldet til et niveau, hvor det ikke er DEN, der spænder ben for noget.
Så er der Woodward. Manden har næppe for fem øre forstand på fodbold, og hans talenter som indkøber skriger vel ikke til himlen – eller også er det netop det, de gør – men efter mest at have forsynet tidligere managers med hvad han kunne finde af godtkøbskram og håndværkertilbud, hvad de skulle bruge af polyfilla og malertape for at prøve at gøre det umulige, lader det til, at han både har fattet behovet for en ny strategisk retning, og for bare skal være de fodboldkyndiges villige indkøber.
JEG var i alt fald imponeret, da han i sommers landede tre handler, der alle sad lige i skabet – omend vi måske betalte lidt rigeligt her og der: Forsvaret vinklet af, tænkte jeg, så nu mangler vi bare to mand til midtbanen, en højrefløj og en boksangriber, der kan stå i det lille felt og styre bolden i mål.
Ungdomsspillere presser sig på
Selvom Woodward næppe nogensinde bliver et transfergeni, er den nye udgave af ham måske god nok til en sådan noget begrænset opgave, for meget af byggearbejdet på brandtomten skal udføres med materialet fra ungdomsafdelingen – og det tager alligevel et par år eller tre at få alle mand gjort førsteholdsparate. Selv i Woodward tempo BURDE de indgående transfers kunne følge med. I denne sæson syntes planen at være, at få Chong, Gomes, Greenwood og Garner prøvet af på førsteholdet. Greenwood blev et hit, Garner var lovende men manglede noget ”krop” – og med Chong og Gomes gik det mindre godt. Til gengæld overhalede en vis Brandon Williams hele flokken indenom og bragede lige ind på holdet. Næste år kunne det nemt blive Garner og Laird – ikke mindst hvis Young rejser – og måske Chong og Gomes der fylder på truppen.
Målmænd i god kvalitet har vi rigeligt af. I forsvaret havde vi seks centerforsvarere, da sæsonen startede, og mens Jones, Rojo og Bailly har vist sig præcis så skrøbelige, som frygtet, har Smalling gjort det godt i Roma. Ole har hele tiden fastholdt, at vi skal have ham hjem igen; når han er kommet tilbage på sporet, har vi i givet fald stadig mindst fire mand fremadrettet. Med enten Dalot eller Ethan Laird indregnet har vi også fire duelige backs efter sommerferien. Midtbanen er et mere ømt punkt, hvor vi reelt kun har tre mand, der er gode nok: Pogba, McTominay og Fred. Garner burde være klar næste år – og så har vi brug for to mand mere. Angrebet så ungt men tilforladeligt ud med Rashford, Martial, Lingard, James, Greenwood, Chong og Gomes. Lingard er floppet, Chong har ikke set god ud, og Gomes har været frustrerende – og måske er han også mere ”midtbane” end angreb – men stadig er vi kun de førnævnte to spillere, en højrekant og en boksangriber, fra at have et komplet angreb. Det giver en saldo på fire indkøb, der skal sidde lige i skabet, og dem kan Woodward – SELV Woodward vil nogle mene – vel godt lande over det næste par transfervinduer?
Så er der manageren, og som jeg sagde i starten, kan nogle ikke se, hvad han laver. De mener, han er taktisk inkompetent.
Andre – blandt andet mig – kan godt se den positive udvikling under Ole: Er det os, der hallucinerer, eller er det andre, der er blinde – kun tid og tålmodighed kan give os svaret på det spørgsmål.
Bloggen er skrevet af Jørn Koch.
