Farvel til the Ginger Prince

I dag bliver en meget sentimental dag. Hele følelsesregistret vil komme i brug. Lige fra glæden over at vinde mesterskab nummer 20, forhåbentlig en sejr over Swansea, men omvendt også farvel til Sir Alex Ferguson og Paul Scholes.

Meget af opmærksomheden er naturligvis, og med rette, rettet mod den legendariske skotske manager. Men for mig, bliver det også trist at se Paul Scholes spille sin sidste kamp på Old Trafford.

Den lille, er på så mange måder blevet den store. Se blot på alle de rosende ord, der gennem tiden er sagt af nogle af spillets største stjerner. Scholes er måske nok ydmyg som person, men på banen er han den der har dikteret og styret United.

Når spillere som Zinedine Zidane, Xavi og Pep Guardiola udtaler, at Scholes er den bedste midtbanespiller i de sidste 20 år, så er der altså vægt bag ordene.

Lille Scholes var måske smidt på porten, grundet hans manglende fysik, i mange andre klubber som ungdomsspiller. Men United så talentet, og holdt fast i Scholes. Heldigvis. For han har været en absolut nøglespiller for Ferguson igennem hans 26-årige periode i spidsen for United.

Rødtoppen har altid været en af mine helt personlige favoritter. Jeg har afspejlet mit eget spil på banen i Scholes, og lært en del af måden han styrer spillet og hans eminente pasningsspil. Også de dårligt timede tacklinger til tider.

Muligvis er han ikke så stærk i tacklingerne, men det har altid været en del af charmen omkring Scholes. Hans passion og indstilling, den enorme vindervilje, har altid strålet ud af Scholes og hans spil. 97 gule kort og fire røde i Premier League, viser selvfølgelig en vis form for aggressivitet. Men uden den, havde Scholes aldrig været den eminente spiller han var.

Jeg har altid haft enorm respekt for Scholes, og hans måde at håndtere livet som superstjerne på. “Get up, go to work, play the game, get showered, go home”. Sådan lyder teksten på en kendt t-shirt med Scholes. Fodbolden har altid været hans fokus, mens den livsstil der følger med pengene og berømmelsen, ikke har sagt den stille fyr fra Salford noget. Kæmpe respekt for det, og for altid at yde maksimalt på banen for United.

Måden Scholes har sat sit aftryk i United er enestående. Stærk i det korte, hurtige kombinationsspil, samtidig med han slår den ene milimeter-præcise lange aflevering efter den anden til kantspilleren eller i dybden, har gang på gang efterladt en siddende og beundre denne elegante spiller.

Mere end 700 kampe har Scholes spillet for United, og samtidig har han scoret mere end 150 mål. Fantastisk. Han fik desværre aldrig samme anerkendelse på det engelske landshold, da de åbenbart ikke kunne se hans kvaliteter.

Det er nærmest umuligt for mig at pege på enkelte opgør, for Scholes har været fantastisk i mange. Dels via mål og assists, og dels bare via hans tilstedeværelse på banen. Drømmemålet mod Barcelona i CL-semifinalen for et par år siden, målet i FA Cup-finalen mod Newcastle i 99, ja jeg kunne blive ved. Scholes har givet os ufattelig mange vidunderlige øjeblikke.

Jeg var lykkelig, da Scholes fik lov at være med i Champions League-sejren i 2008, da han grundet karantæne ikke var med i 1999-sejren over Bayern München. Var der nogen der virkelig fortjente det, så var det ham.

Ganske vist har han ikke været så involveret i årets titel, da skader har ødelagt det for ham. Men sidste sæson var han, efter hans korte pause fra fodbolden, tæt på nærmest på egen hånd at sende titlen til Old Trafford. Den måde han gik ind og dominerede på efter sin pause var forrygende.

Loyal udover alle grænser, og en fryd for øjet på en fodboldbane. Paul Scholes vil definitivt blive savnet på United-midtbanen i fremtiden. Tak for de mange fantastiske kampe og øjeblikke.

Forrige artikel

Officielt: Scholes følger Fergie på pension

Næste artikel

Opstillingen til Fergusons sidste hjemmekamp

ANNONCE