Tirsdag aften blev David de Gea ”Player of the Year” på Old Trafford for fjerde gange på fem år. Hvor bizart det end lyder, bør det være et mål for Jose Mourinho, at spanieren ikke vinder den fem gange.
Manchester United har i øjeblikket en spiller i verdensklasseniveau, og det er David de Gea. Den 27-årige målmand har i denne sæson atter præsteret på et overmenneskeligt niveau, og tankerne ledes dystre og mørke steder hen, hvis man som United-fan forestiller sig, hvordan livet ville være uden ham på kassen. Uden at skulle lege alt for meget spåkone her, ser jeg et mareridt, hvor europæisk fodbold spilles om torsdagen, fremfor tirsdag og onsdag, og vejen til det første engelske mesterskab siden 2013 synes lige så lang, som et maraton på knæ.
Spanieren, som i sine spæde år i England for seks-syv sæsoner siden havde problemer med at holde danske Anders Lindegaard bag sig, har manifesteret sig som en af verdens absolut bedste keepere. Helt uden tvivl Premier Leagues bedste, hvor han i denne sæson har holdt buret rent i 17 ud 35 kampe. Det er derfor fuldt fortjent, at David de Gea tirsdag aften blev kåret til årets spiller i Manchester United af både fans og holdkammerater. Det var fjerde gang, det skete, og dermed er han den spiller i klubbens historie, som har vundet den prestigefyldte Sir Matt Busby-statuette flest gange. Overvej lige, at han er over spillere som Eric Cantona, Cristiano Ronaldo og Wayne Rooney. Det er kæmpestort.
Alle i og omkring klubben bør nyde at have en så dygtig fodboldspiller i folden, som oven i købet har været her i længere tid end de fleste andre i den nuværende trup. Det fremkalder stolthed – også selvom vi til dels kan takke problemer med en faxmaskine i 2015 for, at han stadig er en ”rød djævel” i dag. David de Gea har i min optik allerede opnået legendestatus.
Men efter de obligatoriske lykønskninger og skulderklap til spanieren, bør vi også stille spørgsmålstegn ved, hvad det siger om holdets forsvar, at målmanden kommer så meget i aktion. Samt hvorfor ingen offensive United-spiller har vundet prisen, siden Sir Alex Ferguson stoppede som manager.
16 skud på mål i en kamp
Den nuværende boss, Jose Mourinho, adresserede selv problemet tilbage i januar 2017.
– Når målmanden er årets spiller sæson efter sæson er det fordi, der er noget galt, lød det fra portugiseren.
Og han har en pointe. For det vidner om et mandskab, der giver mange chancer væk. Da Edwin van der Sar i 2008/09-sæsonen slog rekorden for længste clean sheet i Premier League og gik 1311 minutter i streg – svarende til mere end 14 kampe – uden at lukke mål ind, var han ikke en bedre keeper, end David de Gea er nu. Han havde bare et bedre og mere velorganiseret forsvar foran sig, der ikke gav mange chancer væk.
En af kampene fra denne sæson, som ofte hives frem som eksempel på den spanske målmands evner, er 3-1-sejren over Arsenal på Emirates i december. Hjemmeholdet havde 33 skud, hvoraf 16 ramte inden for målskiven. Men takket være en storspillende David de Gea, som scorede sig selv rekorden for flest redninger i en engelsk ligakamp, bragede ”The Gunners” kun en enkelt i kassen. Det var mesterligt målmandsspil. Men samtidig pinligt forsvarsspil.
Og tendensen har været den sammen i resten af indeværende sæson. Ifølge Premier Leagues officielle statistikbank er der i alt blevet skudt 137 gange mod Manchester Uniteds mål. Til sammenligning er tallet 81 for Manchester City og 100 for Liverpool, hvis forsvar vi ellers ofte har grint af. Det er en tankevækkende statistik i en sæson, hvor Jose Mourinhos mandskab har været berygtet for at ”parkere bussen”. Der er i så fald tale om en ”bus” med mange huller i, men med en verdensklasse-keeper bag.
De Gea er som Salah
Et andet aspekt af David de Geas ”Player of the Year”-dominans befinder sig længere fremme af banen, hvor angrebsspillere og offensive midtbanespillere bør banke mål ind på samlebånd og henrykke fans med tryllende spil. Typisk er det dem, der løber med hæderen, når priserne uddeles. Eksempelvis har kun én målmand vundet Ballon d’Or, Lev Yashin i 1963, og Peter Schmeichel er også den eneste, der nogensinde er blevet kåret til årets spiller i hele Premier League.
Målmanden er ofte en overset figur, og derfor er det positivt, at David de Gea anerkendes. Men det er på en eller anden måde også sigende for Manchester United-årene siden 2013, at ingen angribere eller offensivspillere har vundet Sir Matt Busby-statuetten i post-Ferguson-æraen.
Zlatan Ibrahimovic burde have haft den i seneste sæson, og ville også have fået den, hvis han ikke var blevet skadet. I stedet gik den til felt-til-felt-midtbanespilleren Ander Herrera, som havde et fantastisk år. Men som også har haft fantastisk svært ved at ramme niveauet igen, efter han kom tilbage fra sommerferie for snart 10 måneder siden.
Resten har der stået David de Gea på, og det er der intet i vejen med. Jeg hader klagesangen fra andre holds fans om, at ”United bare har en god målmand”. Og hvad så? Det er et ligeså legitimt og ærefuldt våben, som det er at have Mohamed Salah, der scorer over 30 mål i sæsonen.
Men som fan tørster jeg efter at se nogle af de offensive kræfter præstere på et verdensklasseniveau lig David de Geas. Og jeg tror, det er nødvendigt, hvis ”de røde djævle” skal fravriste Premier League-trofæet fra ærkerivalerne fra Manchester City, som har scoret 35 mål mere i sæsonen, end United har.
Romelu Lukaku, Paul Pogba og Alexis Sanchez er verdensklassespillere. Marcus Rashford og Anthony Martial bliver det. Og jeg krydser fingre for, at det bliver en af dem, som bliver årets spiller til næste sæson – dels som konsekvens af, at de hæver deres niveau, dels fordi at vores forsvar gør, at David de Gea ikke behøver at blive det.
