Mennesker, i særdeleshed fodboldfans og sportsjournalister, lider som regel af korttidshukommelse. Vi bliver mindet om dette alt for ofte.
En af de seneste ”hotte” diskussionsemner i fodboldverdenen har været Louis van Gaals udnævnelse af Wayne Rooney til anfører for Manchester United. Fans og måske især journalister og ”eksperter” har været hurtige til at problematisere Van Gaals valg. Den hollandske manager forklarede på utvetydig vis sit valg af Rooney til det prestigiøse hverv: ”Wayne Rooney har vist en fantastisk attitude i alt, hvad han foretager sig.
Jeg har været meget imponeret over hans professionalisme og hans attitude til træning og til min filosofi. Han er en stor inspiration for de yngre spillere på holdet, og jeg tror, han vil lægge sit hjerte og sin sjæl i anførerrollen”. Allerede før den officielle udnævnelse af Rooney som Manchester Uniteds nye anfører havde Van Gaal antydet, at nationalitet og kultur(bærer) var væsentlige parametre i hans overvejelser: ”Jeg mener, man skal vælge – når det altså er muligt – den engelske stil”.
I mine ører giver Van Gaals udtalelser ganske enkelt mening. Rooney har været en af de ledende figurer på Old Trafford i et årti, både qua hans spillemæssige kvaliteter og hans personlighed, og dette gør ham til det oplagte valg. Derudover er det vigtigt at bemærke, at Van Gaal understreger Rooneys intellektuelle evne til at absorbere den nye ”filosofi” og hans emotionelle investering i rollen som anfører. Kort sagt, Rooney har både hjerne og hjerte nok til at kunne udfylde rollen.
Van Gaal kunne have valgt Robin van Persie, hans (fodbold)filosofiske ”soulmate”, men Van Persie har ikke Rooneys Old Trafford-historie, og hans skadeshistorik og alder kan også have overbevist Van Gaal om at kigge andetsteds hen. Med den nødvendige overhaling af truppen som en forestående realitet i den nære fremtid, kunne Van Gaal heller ikke i juli og august være sikre på, at spillere som Michael Carrick og Darren Fletcher, to andre oplagte kandidater, ville være i stand til at bibeholde eller tilkæmpe sig en fast plads på det, Van Gaal utvivlsomt håbede på ville blive et ”moderniseret” Manchester United-hold. Endelig synes David de Gea, tilsyneladende den eneste udover Van Gaals anfører, der kan føle sig sikker på en startplads, ikke med sin personlighed, erfaring og autoritet at passe i rollen som anfører.
Men hvad er det så egentlig, de mange Rooney-kritiske stemmer har brokket sig over? Først og fremmest har der været ”Paul Parker-lejren”, som har hævdet, at Rooney har spillet elendigt i denne sæson, og at han ikke har evnet at løfte holdet, når dette var mest påkrævet (apatien mod Burnley, kollapset mod Leicester). Jeg er ganske enkelt ikke enig i dette synspunkt. For mig har Rooney været en af Manchester Uniteds bedste spillere i denne sæson.
Det er i øvrigt muligt, at Van Gaal selv har bidraget til denne kritiske linje ved at udtale, at Rooney spillede udmærket, men ikke ”spektakulært” som angriber, og at han – Van Gaal altså – mente, at Falcao kunne gøre det bedre som angriber. Men Van Gaal beholdt ikke desto mindre Rooney i sin start-11’er, idet han flyttede ham ned i hullet bag de to angribere, hvorved Juan Mata blev skubbet ud på bænken. Van Gaals valg var ikke kun betinget af, at Rooney var hans anfører, men også af, at han mente, at Rooney kunne gøre det bedre end Mata i 10’er-rollen.
Nogle kritikere har også hævdet, at Rooney synes at være bebyrdet af anførerbindet og derfor ikke præsterer på sit gamle niveau. Dette er jeg heller ikke enig i. Tværtimod, for jeg er nemlig overbevist om, at det ekstra ansvar netop er det, Rooney har brug for på dette tidspunkt i sin karriere for at kunne løfte sit spil og måske endda få sin gamle ”ild” tilbage.
Én ting er sikker, og det er, at Rooneys stil og tilgang til spillet har ændret sig i løbet af det sidste årti. Han har, helt naturligt, mistet noget af sin hurtighed, men han har også lært at være mere økonomisk med sine løb og dermed at være mere effektiv, ligesom hans vision for spillet og hans evne til at diktere sit holds rytme har udviklet sig enormt. Vi ser altså med andre ord de første tegn på, at Rooney på naturlig vis bevæger sig en smule længere tilbage på banen, præcis som Paul Scholes gjorde det i løbet af sin karriere.
Den seneste kritik af Rooney – og af Rooney som anfører for Manchester United – opstod og accelererede imidlertid til ufattelige højder efter hans galskabsøjeblik mod West Ham United, da han modtog det røde kort for sin hensynsløse tackling af Stewart Downing langt inde på sidstnævntes egen banehalvdel. Van Gaal, der på politisk ukorrekt vis (”Du vil måske ikke så gerne høre dette, men…”) bemærkede, at professionelle frispark af professionelle spillere rent faktisk bliver begået i en professionel sport, karakteriserede Rooneys bestræbelser som ”lidt for uvenlige” sammenlignet med kampens øvrige fire eller fem professionelle frispark, hvoraf nogle ikke en gang blev straffet med et gult kort.
Van Gaals reaktion minder mig om Alex Fergusons politik med aldrig at kritisere sine egne spillere foran kameraet. Vi har ganske vist set Van Gaal gøre præcist dette (husk på at Rooney ikke var ”spektakulær”, og tidligere på sæsonen var Luke Shaw ”ikke fit”, og begge bemærkninger faldt for åben skærm), men i dette tilfælde tøvede han ikke med at forsvare sin anfører. Og det er muligt, at Van Gaal accepterede kortets farve (rød), men samtidig relativiserede han hændelsen ved at understrege, at Rooneys eneste fejl var, at han gik lidt for hårdt ind i tacklingen.
Og nu er vi tilbage ved fansenes og journalisternes korttidshukommelse. Det, som Wayne Rooney gjorde i kampen mod West Ham, ser måske nok ved første øjekast ud som en ganske enkelt dum, nogle ville endda sige hjernedød, handling, eftersom han lod sine holdkammerater i stikken, bragte tre point i fare, og måske endda gjorde sin jerntulipan af en manager vred, måske endda decideret gal i skralden.
Men med sin handling – og hvis vi tænker os om et øjeblik – så indskrev Rooney sig blot i en lang (og, ”måske vil du ikke høre dette, men” også glorværdig) historie bestående af djævelske Manchester United-anførere med en forkærlighed for den røde farve.
Rooneys umiddelbare forgænger, Nemanja Vidic, modtog således også sin andel af røde kort i løbet af sin Old Trafford-karriere. Underligt nok blev hans rolle som anfører sjældent, hvis nogensinde, betvivlet i kølvandet på hans røde kort. Før Vidic er der især to spillere, man får i tankerne, og som minder mig mest om Wayne Rooneys tilfælde. Hvis Vidics røde kort manglede den dæmoni, der var en integreret del af Rooneys handling og efterfølgende røde kort mod West Ham, så havde Roy Keane og Eric Cantona begge dæmoniske personligheder, som resulterede i mange udvisninger i løbet af deres Old Trafford-karrierer.
Roy Keanes hjernedøde sidelinje-angreb på Marc Overmars i den episke og mytiske FA Cup-semifinaleomkamp mellem Manchester United og Arsenal i 1999 betød, at han lod sine holdkammerater i stikken i deres fælles jagt på den historiske Treble. Det krævede en fantastisk straffesparksredning af Peter Schmeichel i omkampens døende minutter og måske det bedste mål i Manchester Uniteds historie scoret af Ryan Giggs, før Manchester United kunne trække sig sejrsrigt ud af omkampens forlængede spilletid og gå videre fra denne semifinale.
Pointen er, at Keanes brutalitet og tankeløse handling er centrale og uundværlige elementer i denne sæsons og denne episke kamps mytologi, ligesom hans pagt med djævlen var det, der gjorde ham til den, han var: sin generations mest dominerende maskinrumsoperatør.
Med Cantona bliver det endnu mere dæmonisk, men derfor på mange måder også mere fascinerende. Hans berygtede Kung Fu-angreb på en Crystal Palace-”fan” i 1995, var en decideret grænseoverskridende handling. Der har været skrevet meget om episoden – enten i tråd med ”Cantona skulle have været straffet hårdere og været bortvist fra fodboldsporten for altid”, eller i tråd med ”Cantona markerede en grænse i forhold til, hvor meget en fodboldspiller skal finde sig i af verbale udfald” – men min væsentligste pointe her er ganske enkelt at rette opmærksomheden mod disse dæmoniske spillere og mod vores ambivalente og også ofte hykleriske forhold til dem.
Der er næppe nogen, der i dag betvivler (eller dengang betvivlede) fornuften bag Alex Fergusons valg af Cantona og Keane som Manchester United-anførere. Når alt kommer til alt, er det nok først og fremmest disse to spillere, der står frem som arketyperne af anførere på Old Trafford i løbet af Fergusons succesfulde æra. Ganske vist spillede Bryan Robson og Steve Bruce også vigtige roller, men Cantona personificerer Manchester Uniteds forvandling fra evige Merseyside-jægere til den mest succesfulde klub i England, og Roy Keane er emblemet på det Treble-vindende hold fra 1999. En yderligere pointe er, at det præcis er deres dæmoniske personligheder, der får dem til at fremstå som exceptionelle anførere i Manchester Uniteds historie. Cantonas og Keanes pagt med djævlen, med den røde djævel, er en nødvendig ingrediens i deres overordnede fodboldidentitet og i mytologien, der omgærder dem, og det samme gælder for Rooney.
I løbet af de sidste par år er Rooney blevet kritiseret for at have mistet sin ”ild” af de selvsamme kommentatorer, der nu, efter episoden mod West Ham, betvivler hans evne til at lede Manchester United. Nu, hvor han synes at have fået sin ”ild” tilbage, er dette også forkert.
Selvfølgelig var hans tackling mod Downing en grænseoverskridende handling, men samtidig er det disse galskabsøjeblikke og transgressioner, der udgør fundamentet for fodboldsportens mytologiske potentiale, på samme måde som de er forudsætningen for disse spillere sande storhed.
Wayne Rooneys røde kort mod West Ham United er derfor ikke et bevis på hans uegnethed til Old Trafford-anførerbindet. Hvis det er noget som helst i den forbindelse, så er det snarere et forvarsel om hans fremtidige legendestatus ved siden af andre dæmoniske anførere som Roy Keane og Eric Cantona.
