Foto: Ash Donelon/Manchester United via Getty Images
Tirsdag den 30. december spillede Manchester United uafgjort mod Wolves, det måske dårligste hold nogensinde i Premier League.
De er i hvert fald de første hold, som til jul kun har høstet to points.
Derudover ankom de på Old Trafford med hele 12 nederlag i træk, en negativ klubrekord.
Til sammenligning havde United kun tabt 2 af sine seneste 12 kampe, og med pointdelingen har man nu kun to nederlag i 13.
Mens mange fans nok føler det som et nederlag, er det også en stor skuffelse for spillerne, selvom man ikke tabte.
Vi er skuffede
– 100 procent, vi er skuffede. Vi får uafgjort og mister points, siger Lisandro Martínez efter kampen til MUTV.
– Vi er nødt til at vinde. Vi er nødt til at vinde, vinde, vinde, vinde. For vi vil gerne være på de første pladser og konkurrere med de bedste.
– Dette er en kamp, hvor vi ikke må miste points. Men det gjorde vi, og det må vi se i øjnene og acceptere. Og så må vi tage denne sult med videre til den næste kamp.
Lisandro Martínez blev herefter spurgt, om resultatet altid var vigtigst, eller om der også var læring at tage med fra en skuffelse.
Her var anføreren klar i spyttet i forhold til, hvordan man bør reagere på en dårlig præstation.
Der er to veje
– Der er to veje. Den ene er at komme med undskyldninger, siger argentineren.
– Den anden er at vise karakter og sige, at godt nok smed vi vigtige points, men nu skal vi gå efter den næste og vise, hvem vi er. Vi skal bare gøre de simple ting og få de tre points.
At næste modstander hedder Leeds United vil Lisandro Martínez dog ikke bruge så meget krudt på.
– Det handler kun om os selv. Vi skal se på, hvad vi selv kan forbedre som hold. Det skal vi hver dag, og i dag skal vi lære fra dette.




