13 United-spillere på landsholdstjans

Hele 13 af Manchester Uniteds spillere træner for tiden sammen med deres landshold forud for den kommende uges landskampe.

Klubfodbold er gået på en to uger lang pause for at give plads til de kommende landskampe. Hele 13 Manchester United-spillere har mulighed for at komme i kamp.

Phil Jones, Michael Carrick, Chris Smalling og selvfølgelig Wayne Rooney er samlet i den engelske landsholdtrup. England skal møde Litauen på Wembley i kvalifikationen til EM 2016, hvorefter de rejser sydpå for at møde Italien i en venskabskamp.

Uniteds argentinske duo, Marcos Rojo og Angel Di Maria, er begge blevet indkaldt til deres landshold, der skal spille to venskabskampe. Den første er mod El Salvador, mens den anden er mod Ecuador. Og netop Ecuador har som sædvanlig Antonio Valencia i truppen. Udover Argentina-kampen skal de møde Mexico.

Marouane Fellaini er efter en række flotte præstationer for United naturligvis udtaget til det belgiske landshold, der har valgt at se bort fra Adnan Januzaj i denne omgang. Belgien møder Cypern og Israel i EM-kvalifikationen.

Den udskældte United-angriber Radamel Falcao er trods en dalende mængde spilletid i Manchester United blevet udtaget for Colombia. Angriberens landshold møder Bahrain og Kuwait.

Nordirerne Jonny Evans og Paddy McNair skal også i aktion. Sidstnævnte til trods for ikke at have spillet for United siden Swansea-kampen i midten af februar. Nordirland skal møde Darren Fletchers Skotland i en venskabskamp og Finland i EM-kvalifikationen.

Manchester Uniteds stjernekeeper, David de Gea, er naturligvis med i den spanske landsholdstrup, der skal i kamp mod Ukraine i kvalifikationen efterfulgt af en venskabskamp mod Holland, der er uden skadede Robin van Persie, men har Daley Blind i truppen. Blind og co. møder Tyrkiet i EM-kvalifikationen før Spanien.

Forrige artikel

Skrtel ude tre kampe

Næste artikel

McNair debuterede for Nordirland

ANNONCE