14. december: Lingards drømmehug sikrer FA Cup-trofæet

I 14. låge af dette års julekalender skruer vi tiden tilbage til Manchester Uniteds FA Cup-triumf mod Crystal Palace i 2016.

Manchester United kørte på andet år under Louis van Gaal. 15/16-sæsonen havde budt på et tidligt Champions League-exit til en gruppe bestående af Wolfsburg, PSV og CSKA Moskva. I Premier League hed pointhøsten 66 point efter 38 runder. Samme år som Leicester lavede overraskelsen. Det var på mange måder en sæson med nedture, men så var der FA Cuppen. For i den hjemlige pokalturnering havde ”Louis van Gaals army” tilspillet sig en plads i finalen og derfor en oplagt chance for at vinde det første trofæ af betydning siden Ferguson-æraen.

På den modsatte banehalvdel stod Alan Pardews tropper fra Crystal Palace klar til at tage kampen op. Trofæsulten føltes på forhånd endnu større i det sydlige London, hvor det seneste metal fandt sted ved oprykningen tilbage i 94’. Det var derfor ingen overraskelse at forløbet blev en vaskeægte pokalgyser.

De første 45 minutter på et propfyldt Wembley efterlod en del til fantasien for de fremmødte fans fra begge lejre. Fokus var til gengæld på Mark Clattenburg, der i en sekvens mellem Smalling og Wickham var for hurtig med fløjten i stedet for at lade spillet køre. Derfor blev den store Palace-angribers scoring underkendt til fordel for et frispark på kanten af feltet i stedet.

Anden halvleg pegede i Uniteds retning, da både Martial og Fellaini havde hamret læderet på stolpen. Den gode periode blev ikke omsat på tavlen, og det tog den undertippede hovedstadsklub bestik af. Pardew havde sat Jason Puncheon på banen og med en fremragende førsteberøring i venstre bagrum kvitterede den erfarne kantspiller for tiltroen, og bankede Palace foran med 12 minutter tilbage af opgøret. Jublen udløste en ikonisk dans hos Palace-manageren, der næsten kun fortjener at illustreres med nedenstående video:

 

 

Hvor alt syntes stolpe ud, sparkede United hurtigt fra sig. Wayne Rooney drev med stålfaste træk ind i boksen, hvor han på bagerste stolpe fandt Fellaini. Verdens bedste boldtæmmer lagde bolden til rette for Uniteds spanske magiker, der uden betænkningstid flugtede United tilbage i opgøret.

1-1 i ordinær spilletid betød, at kampen skulle ud i forlænget spilletid.

I det 105. minut tog pokalgyseren en ny drejning. ”Mike” Smalling bremsede en fremadstormende Yannick Bolasie med et atypisk brydergreb om congoleserens ankler. Forseelsen kostede Smalling hans andet kort, hvilket betød, at United blev reduceret til ti mand.

Det var dog langt fra slut for ”De røde djævle”. Trods et svært undertal havde Antonio Valencia skabt sig plads på højresiden. Ecuadorianer tordnede et fladt indlæg uden modtager ind i et fyldt felt mellem venner og fjender. Ved Palace-blokeringen stod en 23-årig Jesse Lingard, der med flere gode indhop tidligere i sæsonen var i færd med sit store gennembrud for barndomsklubben. Derfor ikke mindre magisk, da den vævre Mancunian blæste kuglen op under overliggeren til fuldstændig euforisk jubel for de rødklædte tilhængere på stadion og rundt omkring i verden.

Trofæet var endelig tilbage i United, der dengang udlignede Arsenals rekord i turneringen. Det blev også første gang, at Rooney kunne løfte den prestigefyldte pokal. Titlen blev ligeledes Van Gaals vindende farvel, der efter tiltagende rygter, havde været ”dead man walking” op til, under og efter pokalsuccesen. To dage efter blev han fyret.

Resultat: Crystal Palace 1-2 Manchester United (forlænget spilletid)

Målscorere:
1-0: Jason Puncheon (78’)
1-1: Juan Mata (81’)
1-2: Jesse Lingard (110′)

Du kan se højdepunkter fra kampen her:

 

 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Real Sociedad venter i Europa League

Næste artikel

Raiola: Pogba-skifte bliver først til sommer

ANNONCE