21. december: Vores bedste udebanetrøje?

Det er december måned. Traditionen tro markerer OldTrafford.dk det med en julekalender. I år vil vi frem mod den 24. december rangere de Manchester United-trøjer med flotteste design og mest betydning siden sæsonen 2003/04.

Det er den 21. december og tradition og naturlov tro, er det ikke meget dagslys vi kommer til at se i dag. Derfor vil her på sitet forsøge at lyse dagen lidt op ved at tage nostalgiens briller på og kigge tilbage på en af klubbens fedeste trøjer siden Oldtrafford.dk kom til verden. 

Der er tale om udebanetrøjen fra sæsonen 2010/11, hvor det blev til en Premier League-medalje og en 2. plads i Champions League. 

Trøjen er en simpel skønhed, og det er nok den fedeste udebanetrøje, Nike har designet for Manchester United. Farvevalget er et fint nik til de trefarvede flag, som United-supportere har viftet i årevis, og de røde og sorte blokke på skulderen og op af overarmen sidder lige i skabet. Generelt taler trøjen et tydeligt sprog i alt sin simpelhed. Den skriger Manchester United lige så meget som hjemmebanetrøjen, og det er en bedrift, synes jeg. 

Minder forbundet med trøjen

Trøjen vil for mange være associeret med Champions League-skuffelsen, hvor de røde djævle led et 3-1-nederlag til dengang mægtige Barcelona. Men i samme omgang bringer den også billeder tilbage af Wayne Rooneys udligningsmål kort før halvleg, som tilbød et øjebliks håb mod en utrolig stærk modstander. Højdepunkterne fra den kamp vil være at finde nederst i artiklen. 

En anden klassisk kamp, som jeg kommer i tanke om, er en udebanekamp mod West Ham, hvor vi vinder 4-2, efter at have været bagud med 2-0 fra to straffespark. Rooney laver hattrick, hvoraf det ene er et fantastisk frisparksmål fra 25 meter. Til sidst lukker Javier Hernandez ballet med et af de grimme angribermål, som vi lærte at kende ham for.

Forrige artikel

Daily Telegraph: Martinez og Varane ikke med mod Burnley og Forest

Næste artikel

Optakt: Gammel kending kommer til Old Trafford

ANNONCE