Foto: Alex Livesey/Getty Images
Med en 15. plads i Premier League vil 2024/25-sæsonen stå tilbage som den dårligste siden nedrykningen i 1974. Tættest på kommer 1989/90-sæsonens 13. plads, hvor man dog reddede sæsonen med et FA Cup-trofæ. Og ellers skal vi bare et år længere tilbage for at finde en 11. plads.
Modløsheden synes at have spredt sig. Og der er tvivl om fremtiden hos flere spillere.
I al denne elendighed vil vi nu forsøge at fokusere på det positive, vi kan tage med fra sæsonen. Her vil vi ikke bruge Europa League-kampagnen som et af 5 nedslagspunkter. For selvom man kom i finalen som ubesejret, var det ikke uden flere late escapes undervejs.
Den sene udligning af Maguire mod Porto. Sene sejrsmål af Rasmus Højlund mod Viktoria Plzen og af Bruno Fernandes mod Rangers. Og så selvfølgelig det utrolige comeback mod Lyon skærtorsdag på Old Trafford.
Finalepladsen og den ubesejrede stime var altså i høj grad båret frem af tilfældigheder og stolpe ind i flere tilfælde. Og mens rutinerede kræfter som Harry Maguire, Casemiro og Bruno Fernandes gik forrest for at få United i finalen, leverede de alle tre under niveau i onsdags i Bilbao.
Så når vi nu skal finde det positive frem, er det altså ikke 32-årige Maguire, 33-årige Casemiro og 30-årige Bruno Fernandes, der skal fremhæves. Selvom sidstnævnte fortjent har vundet kåringen som klubbens bedste spiller i 2024/25.
1. Leny Yoro
Den unge franskmand er det første positive at tage med. Han ser meget komfortabel ud som den ene af yderstopperne i 3-4-2-1 systemet, både defensivt og i fremdrift med bolden.
Han tager ansvar og ligner virkelig et scoop, især fordi Real Madrid angiveligt også ønskede at tilknytte teenageren.
Leny Yoro har naturligvis også kostet i omegnen af 52 millioner pund plus add-ons, så man skulle måske forvente høj klasse, når man har betalt så mange penge for et stortalent.
Sandheden er bare, at United ikke altid rammer rigtigt, når de køber spillere i disse prislag. Pogba, Antony og Jadon Sancho kan i hvert fald nævnes som eksempler på spillere, som ikke har levet op til de forventninger, der er fulgt med et højt prisskilt.
Yoro havde en uheldig start med en skade i pre-season og en decideret dårlig kamp i januar mod Southampton.
Siden har han dog rejst sig og ligner et godt bud på at kunne blive én af de bedste forsvarere i Premier League i de næste 10-15 år.
2. Ayden Heaven
Mens Yoro er svær at komme uden om på den ene yderstopper, banker Heaven hårdt på for at få chancen på den anden.
Der var ikke meget hype, da United hentede ham fra Arsenal i januar. London-klubben syntes i hvert fald at være mere frustrerede over at have mistet Chido Obi, mens Heaven ikke blev anset som det store tab.
I United blev Heavens ankomst da også overskygget af to danskere, dels Obi, der var kommet tidligere samt Patrick Dorgu, der kom dagen efter.
På grund af en uheldig skade mod Leicester i sin fjerde kamp, har Ayden Heaven kun spillet seks kampe i alt for United. Før skaden nåede han dog at imponere i en sådan grad, at fans spurgte sig selv, om man havde betalt for meget for Yoro, når nu Heaven var lige så god og kun havde kostet 2%.
Yoros rædselskamp mod Saints var dog i frisk erindring dengang. Og som Yoro har vist sig frem sidenhen, er Heaven nok heller ikke heeeelt på hans niveau. Det vil i hvert fald være for tidligt at konkludere efter kun 6 kampe.
Men mindre kan også gøre det, og de to kan sagtens komme til at spille mange kampe sammen med en fysisk stærk midtstopper mellem sig. Det kan godt gå hen og blive rigtig godt.
Andre unge har også vist glimtvis klasse, herunder Toby Collyer, Tyler Fredricsson, Harry Amass og Chido Obi. De har dog også haft udfald, og de tre sidstnævnte har til tider set overmatchet ud. De kan derfor have brug for mere tid og måske en udlejning, mens Heaven ser mere førsteholdsklar ud.
3. Amad
Med sit mål mod Aston Villa kom Amad op på 20 målinvolveringer i denne sæson. Nå ja, så sørgede han også lige for at vinde det straffespark, som Christian Eriksen eksekverede.
For et år siden var det Kobbie Mainoo og Alejandro Garnacho, der afgjorde FA Cup-finalen og sammen med Rasmus Højlund blev hyldet som Uniteds fremtid.
Mainoo og Højlund har dog haft det svært i denne sæson, og det kan man også sige om Garnacho, der tilsyneladende er på vej væk.
Imens har Amad ikke set sig tilbage og har overhalet dem alle tre i hierarkiet. Husk på, at Amad kun havde 2 mål og 1 assist i 2023/24-sæsonen for United.
Der er mange spørgsmål i Uniteds trup i øjeblikket. Amad er dog ikke et af dem. Jo, det skulle lige være, om han skal spille wingback eller som 10’er.
4. Alsidighed
Det bringer os til det næste positive, som er den alsidighed, der er i truppen. Spillere som Noussair Mazraoui, Kobbie Mainoo, Bruno Fernandes, Mason Mount, Amad og Joshua Zirkzee har alle spillet flere roller i 3-4-2-1 systemet.
Yderstopper og wingback i Mazraouis tilfælde. Central midt og 10’er for Bruno, Mount og Mainoo. Sidstnævnte endda også som 9’er. Amad som wingback og 10’er. Zirkzee både som 10’er og 9’er.
Disse omnipotente spillere er i høj kurs hos Amorim, og det trækker tråde tilbage til hans tid i Sporting, hvor eksempelvis Conrad Harder både har spillet som 10’er og helt fremme.
Maguire som 9’er kan naturligvis også nævnes her. Det falder dog lidt ud af kategorien ved at være en panikløsning frem for et taktisk greb til at få succes på den lange bane.
United har nogle åbenlyse mangler i truppen og kan blive udfordrede i forhold til at hente de rette profiler. Dels grundet økonomiske forhold, og dels fordi manglen på europæisk fodbold og seneste sæsoners uro må forventes at skræmme nogle væk.
Derfor kan det vise sig at være meget brugbart med spillere, der kan anvendes i flere roller og dermed skabe mere fleksibilitet i forhold til de nye spillere, der kommer til.
Dog kan det også være en ulempe for Amorim, hvis han ikke snart bliver klogere på, hvordan han bedst kan bruge de nævnte spillere. Vil man have det bedste ud af Amad eller Kobbie Mainoo, kan det godt være en ulempe at rokere dem så meget, som man har gjort indtil nu.
5. Fysik og udholdenhed
United har haft mange skader i denne sæson. Derfor kan det måske virke skørt, at dette fremhæves som noget positivt. Som nævnt nåede Ayden Heaven for eksempel kun 4 kampe, før han måtte udgå med en skade.
Men i flere tilfælde er spillerne faktisk kommet tilbage tidligere end ventet. Joshua Zirkzees sæson var for eksempel meldt ovre, inden han lod sig indskifte i Europa League-finalen. Amad og Diogo Dalot kom også hurtigere tilbage end ventet.
Derudover har en gruppe spillere været til rådighed kamp efter kamp, uge efter uge. Nogle endda så meget, at de har virket trætte af al den spilletid. Her har Garnacho faktisk udmærket sig med hele 58 kampe i sæsonens løb. Bruno Fernandes og Noussair Mazraoui følger efter med 57 kampe, og hele 10 spillere har været i truppen til over 50 kampe i sæsonens løb.
Når INEOS og Ruben Amorim skal sætte holdet til den kommende sæson, er der brug for denne tilgængelighed. Truppen har ikke plads til mange spillere som Luke Shaw og Lisandro Martínez, der konstant synes at svinge mellem fine præstationer og længere skadesfravær.
Patrick Dorgu kom til klubben den 2. februar og har siden spillet 20 kampe ud af 23 mulige. Han var ude af truppen til FA Cup-nederlaget mod Fulham, og i Premier League havde han karantæne mod Arsenal og Leicester efter sit røde kort mod Ipswich Town.
Det er for tidligt at konkludere, om Dorgu på sigt kan udvikle sig til at blive en profil for United. Hans tilgængelighed indtil nu peger dog på, at han har noget af den samme fysik og udholdenhed, som Ruben Amorim har brug for på sit hold. Det vil i hvert fald være velkomment, hvis Amorim og INEOS henter spillere, der ikke bare hæver deres løn, men også er til rådighed på kampdage.