Manchester var klædt på til fest allerede fra morgenstunden i går.
De grøn/hvide irere og skottere havde indtaget Manchester og der var på forhånd lagt op til fest på Old Trafford, da Roy Keane i går aftes spillede sin absolut sidste kamp for Manchester United.
For første gang i mands minde var Manchester Uniteds fans i nærheden af at være i undertal på Old Trafford, hvor hele North Stand var indtaget af Celtics fans.
Politiet havde på forhånd regnet med karnevalsstemning og satte derfor ikke nogen større politiaktion i gang for at undgå ballade.
8 anholdelser blev det dog til, oplyser GMP i dag.