Agent: Lewandowski har fundet en ny klub

Ifølge Robert Lewandowskis agent, Maik Barthel, er hans klient blevet enig med en ny klub om de personlige vilkår.

Robert Lewandowski er fortid i Borussia Dortmund, når sæsonen rinder ud. 

Således afslører den 24-årige polaks agent, at der allerede foreligger en aftale om et skifte. 

– Vi er nået til enighed med en klub, og vi har i sinde at skifte til sommer. Der foreligger et meget interessant bud på Robert (Lewandowski, red.), der opfylder både Dortmunds og Roberts krav, siger Maik Barthel til Sport Bild. 

Men selvom de personlige vilkår er blevet forhandlet på plads, mangler Dortmund og den hemmelige klub at blive enige om de sidste detaljer. 

– Dortmund har forsikret os om, at Robert kan skifte under disse betingelser. Vi holder os til den aftale, og nu er det op til de to klubber at blive enige, forklarer Barthel. 

Robert Lewandowskis kontrakt med Dortmund udløber til næste sommer, hvorfor det er sidste udkald for de detroniserede tyske mestre, hvis de vil sikre sig en økonomisk kompensation for deres topscorer. 

Både FC Bayern og Manchester United meldes som mulige destinationer for Lewandowski. Den sydtyske klub har dog så sent som i dag afvist, at man har en aftale klar med den polske angriber. 

Forrige artikel

Bayern afviser Lewandowski-aftale

Næste artikel

Hvor stor er trofæ-samlingen?

ANNONCE