Anmeldelse: 5 ud af 6 stjerner til OT.dk’s jubilæumsbog

“Et must-have for alle danske United-fans”. Sådan lyder vurderingen fra Niels O. Thinesen, kommentator fra 6’eren og Eurosport.dk, der har anmeldt OldTrafford.dk’s jubilæumsbog.

“Sammen om United i 15 år”: 5 af 6 stjerner – fra Niels O. Thinesen:

Hvad siger du til at skrive en anmeldelse af vores jubilæumsbog? Tja, det kunne jeg da godt, var min første tanke, som dog straks blev efterfulgt af et par andre; Er der nogen grund til at fejre en hjemmeside? Har denne nogen eksistensberettigelse nutildags og er der overhovedet noget at fejre?

Det gik jeg i kast med at undersøge, da jeg dykkede ned i ”Sammen om United i 15 år – Fortællingen om Oldtrafford.dk og Manchester United fra 2003-2018”.

Lad mig slå fast med det samme; det er et dejligt magasin, som burde være et must-read/have for alle danske united-fans, især dem som bare en enkelt gang har bevæget sig ind på domænet og måske endda taget sig mod til at deltage i diskussionerne på det berømte og berygtede debatforum.

Når man som fan læser bladet bliver man straks så fanget, at man helt glemmer alt omkring sig. Personligt blev jeg nødt til at læse nogle af artiklerne anden gang, denne gang med anmelderbriller på, for overhovedet at få noget brugbart ud af dem til dette skriv. Det i sig selv siger også en del om, hvor medrivende ikke kun artiklerne er, men også det sprog og den tone, der går igen hele magasinet igennem.

Især artiklen om Ole Gunnar Solskjær vækkede glæde i et 34-årigt United-hjerte, der har banket for klubben siden en vis franskmand afgjorde FA Cup-finale mod de unævnlige lidt længere vestpå af M62.

Man mærker tydeligt journalistens, Emil Jørgensen, fascination af og nærmest forelskelse i nordmanden i interviewet, og det er dejligt forfriskende. Det gør ikke noget, for alle os fans ville så hjertens gerne være i skribentens sted, og flere af os ville nok ikke have klaret opgaven så bravt, som det ihvert fald ud fra artikel ser ud til, at jouarnalisten har. Ved artiklen er jeg stor tilhænger af, at man får et godt indblik i et par af de små, omkringliggende detaljer, vi fans aldrig får indblik i. Som det, at Eric Cantona altid skrev autografer og bevæggrunden for det, og at Wes Brown havde en noget uvant og nærmest uværdig rolle, da han først kom ind på holdet.

KØB JUBILÆUMSBOGEN HER – 129,-

Eneste lille minus er, at jeg gerne ville have hørt om vores yndlings nordmands nuværende forhold til United, følger han resultaterne, hvor mange kampe ser han, kommer han på Old Trafford?

Generelt er der en god tråd igennem magasinet, fra man hører grundlæggerens tanker i spæde start i tiden, hvor internettet begyndte at vinde indpas i den danske hjem, over de gode sæsongennemgange, hvor man ser de omtalte mål for sit indre syn og får lidt tiltrængt opmuntring i en ellers trøstesløs tidsperiode for os United-fans, til perspektiverne for Oldtrafford.dk de næste mange år.

Det er et blad, hvor der er blevet plads til fascination, til gode fortællinger, til sjove facts som fremtvinger både smil og grin, men også til de store, dybe ja nærmest dommedagsprofitterende tanker, som eksempelificeret i Jonathan Seldorfs lidt akademisk tunge, men fremragende skrevne artikel.

Der er blevet plads til et par artikler om os fans, for det er lige netop også dét, oldtrafford.dk både handler om og henvender sig til. Man kommer fint rundt om spektret, fra statistik nørden med et halvt århundrede år som fan bag sig, fanen der med en hukommelse som en anden Rain Man kan repetere kampresulatet og tilhørende målscorere fra før Oldtrafford.dk’s begyndelse, til det, måske lidt påtvungne, portræt af en kvinde, der selvfølgelig sagtens kan være ligesom os mænd og holde med en fodboldklub og følge den i tykt og tyndt.

Ligesom en god håndfuld sider i slutningen af magasinet kun er helliget os fans, der får lov til at komme til orde, og den passage af bladet er noget af det, som Oldtrafford.dk’s ultrapopulære debatforum gør, nemlig give den menige mand og kvinde mulighed for at komme ud med det, vi har på det djævlerøde hjerte.

Men intet er så godt, at der ikke er plads til lidt Mourinho-malurt i pintglasset. Personligt kunne jeg godt have tænkt mig, at sæsongennemgangene var spredt mere udover magasinet, så de kom drypvis med et par sæsoner efter hver artikel. Det havde gjort det nemmere at skille sæsonerne bedre fra hinanden, de havde stået stærkere i hukommelsen og man ville måske også få en my mere ud af bladet, fordi man ved en gennemgang af en af de senere sæsonerne måske var foranlediget til at bladre tilbage til de tidligere og derfor også stoppe op ved de gode både artikler og billeder.
Desuden er der en lidt irriterende punktopstilling ved gennemgang af milepæle i de første sæsoner, hvilket der dog bliver rettet op på. Ligesom korrekturlæsningsbrillerne må have været lidt slørede under førnævnte sektion med input fra os fans, hvor et par klassiske copy/paste-fejl, som ikke er fanget.

Artiklen om Mads Timm kunne jeg godt have været foruden. Den virker lidt for bitter og derfor en smule fejlplaceret i et magasin, som ellers går ud på at hylde, mindes og fejre. Men hvis man ser bort fra det og et par små, grafiske fejl i de første gennemgange af de 15 sæsoner, så er det et velsmurt, velskrevet og velproduceret magasin, som man lynhurtigt får tygget sig igennem. 

Alt i alt er resultatet blevet ufatteligt godt, og det viser med al tydelighed, at der er noget at fejre, for Oldtrafford.dk har været med til at manifestere Manchester United på den danske fansscene, og den har været et essentielt samlingsted, hvor man nemt og med stor glæde kunne få indblik i alt, der foregik i og omkring ikke kun fodboldklubben, men også byen som så mange af os ynder at besøge.

Som grundlæggeren, Casper Heiselberg, skriver, har sitet ikke gjort ham rig på velstand, men på mange andre områder, som eksempelvis venskaber, og det går nok igen hos klart de fleste af sitets brugere. Derfor har sitet også en eksistensberettigelse i en tid, hvor sociale medier fylder mere end hjemmeside, som af nogle nærmest allerede betragtes som fortidslevn.

For selvom den daværende formand for den danske afdeling af supporterklubben kun gav hjemmesiden et år at leve i, er jeg sikker på, at Oldtrafford.dk vil holde den røde fane højt i mange år endnu, og med tiltag som eksempelvis podcasten er man også med til at sikre fremtidsperspektivet i hele det kæmpe projekt.

”Sammen om United i 15 år – Fortællingen om Oldtrafford.dk og Manchester United fra 2003-2018”.
5 af 6 stjerner!

 

Forrige artikel

Uniteds kampe i februar er blevet fastlagt

Næste artikel

Sådan skaffer du "Sammen om United i 15 år" inden jul

ANNONCE