Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.
Lad os klappe den af med det samme: Som institution — med alt hvad det indebærer af traditioner, triumfer nationalt og internationalt, fanskare med mere — er Manchester United fortsat den største fodboldklub i Manchester.
Men der er – som vi alle er pinligt bevidste om – sket en kæmpe forskydning i det interne styrkeforhold mellem de to Manchester-klubber i de seneste ti år. Sportsligt og økonomisk.
Denne kommentar handler derfor om, hvornår de største skred skete, og hvordan en spanier så sprækkerne allerede inden, han flyttede til England.
Årene, hvor voldgraven forsvandt
Det kan blive tørt og søvndyssende at dykke dybt ned i regnskaber og nøgletal. Kort sagt kan det konstateres, at der sker noget skelsættende i konkurrencen mellem de to klubber i årene mellem 2019 og 2021.
United var foran på omsætning hvert år indtil da, men fra regnskabsåret 2020-2021 og fremefter har City haft førertrøjen på, og de har ikke set sig over skulderen siden. I seneste regnskabsår var forskellen 694,1 mod 666,5 millioner pund i Citys favør.
Det er skelsættende af to årsager. For det første bestemmer omsætningen, hvor meget der kan betales i løn. Det vender vi tilbage til. For det andet, og det er måske det mest væsentlige set med United-brillerne, så har netop omsætningen været den – i fankredse forhadte – Glazer-families hovedargument.
Når amerikanerne forsvarede den voldsomme og kontroversielle gæld, deres overtagelse trak ned over klubben, var svaret altid: United er en kommerciel maskine uden sidestykke. Da klubben ikke vandt noget, var svaret, at fundamentet var intakt, for pengene kom stadig rullende ind. Ed Woodward – som var Glazer-familiens mand – sagde: “Vi kan gøre ting på transfermarkedet, som andre klubber kun kan drømme om.” Om det var rigtigt, da han sagde det, kan vi diskutere, men sandheden er, at virkeligheden fra 2021 var anderledes.
Populært sagt var Uniteds omsætning voldgraven om fortet. Indtil den forsvandt.
Manden, der havde skrevet det ned
At det kunne gå sådan, kom ikke bag på alle. I 2011 udgav spanieren Ferran Soriano en bog om ledelse i fodbold. Titlen var Goal: The Ball Doesn’t Go In By Chance, og hans ærinde var at pille myten om held og tilfældigheder i fodbold fra hinanden. Nej, bolden går ikke ind ved et tilfælde. Sportslig succes hviler på spillernes talent. Talent afspejler sig i lønnen. Derfor er evnen til at betale høje lønninger den variabel, der afgør, hvem der vinder.
Soriano er ikke helt ubetydelig i konkurrencen mellem United og City. Han er administrerende direktør i Manchester City, og anses som en af hovedarkitekterne bag det stormløb mod toppen af europæisk fodbold, naboklubben har været i gang med i over et årti. I 2011, hvor han skrev bogen, var Soriano vicepræsident i FC Barcelona, og i 2012, flyttede han til den blå del af Manchester.
Planer vinder over panik
Som vi kiggede på tidligere, kører Citys pengemaskine hurtigere end Uniteds, og de betaler også klart mest i løn. I 2025 betalte City 408,4 millioner pund i løn mod Uniteds 313,2 millioner pund. Det er godt 800 millioner(!) danske kroner i forskel.
Og de nøjes heller ikke “bare” med at betale mest i løn.
De betaler også mest stabilt – de har lavet en plan, som de følger nøgternt. Deres løn i forhold til omsætning ligger stabilt på 58-59 procent i fire ud af de seneste fem år. Uniteds svinger op og ned. 45 procent i 2016, 66 procent i 2022 og 47 procent i 2025. City er en klub, som følger planen, og de bekræfter Sorianos tese om, at udgifterne til løn afgør, hvem der vinder over tid. De vandt fire mesterskaber i træk og en Treble undervejs i 2023.
Det seneste regnskabsår – 2024-2025 – er iøjnefaldende. Her faldt Uniteds lønudgifter fra 364,7 til 313,2 millioner pund, mens omsætningen stod nærmest stille — den steg 0,7 procent. Løn i forhold til omsætning røg dermed ned på 47 procent, det laveste siden 2017. Det var det år, INEOS fjernede over 200 stillinger i deres omdiskuterede fyringsrunde, men selvom det er et stort antal, forklarer det kun en mindre del af faldet. Resten skal formentlig findes i spillerløn og frafaldne bonusser grundet manglende Champions League-deltagelse.
Regnskabsåret 2021-2022 er også iøjnefaldende. I sommeren 2021 hentede man Raphael Varane, Jadon Sancho og selvfølgelig Cristiano Ronaldo, og i det regnskabsår havde man så også den hidtil største lønpost i Premier League-historien på 384,2 millioner pund. Men man endte som nummer seks i Premier League. Og det er netop pointen: Penge brugt uden en forudgående plan køber ingen titler. Men med en plan vinder pengene over tid – som Soriano skrev i 2011.
Det ubehagelige spørgsmål
Så hvad gør Manchester United i et kapløb, hvor de sakker længere og længere bagud?
I min seneste kommentar forsvarede jeg til dels INEOS’ nuværende plan, og jeg skrev, at det er modigt, at de forsøger at “bygge huset i omvendt rækkefølge”. Og jeg vil gerne tro på den plan.
Men ovennævnte nøgletal er også nedslående læsning. Og United ER hæmmet af Glazernes ejerskab. De skylder 650 millioner dollar i obligationsgæld, der er et træk på kassekreditten med dertilhørende renter, som skal betales. Det er bånd, som Manchester City ikke er bundet af, så det virker bare, som om de to klubber i øjeblikket spiller i to forskellige ligaer.
Det bedste eksempel fik vi i det seneste transfervindue. United skulle renovere en længe forsømt central midtbane og endte med at bruge i omegnen af 150 millioner pund på Andrey Santos, Youri Tielemans og Carlos Baleba. Det er ingen kritik af de tre spillere, men City købte Elliot Anderson, Ayyoub Bouaddi og Enzo Fernandez for over 300 millioner pund.
Det er ganske enkelt bare en anden ballpark, City kan operere i.
P.S. Jeg ved selvfølgelig godt, at Manchester City har 115 anklager hængende over hovedet, som alle handler om forskellige grader af økonomisk fifleri. Men i skrivende stund er det ikke noget, som forhindrer dem, og det kommer ikke til det, før der falder en endelig dom. Og det kan tage mange år.