Af Morten Pape
stud. film- og medievidenskab
filmanmelder på FilmNet.dk
Den franske fodboldspiller Eric Cantona er en mand som alle – uanset hvilken klub man støtter – vil huske og have en mening om.
Hos mange vil hans enorme fodboldintelligens og eminente tekniske egenskaber stå i skyggen af det nok så berømte kong-fu overgreb på en tilskuer under en kamp mod Crystal Palace i januar 1995, for blot to år senere at indstille sin karriere i en alder af bare 30 år.
Hos Manchester Uniteds fans vil han altid være Kongen, netop på grund af hele den mytologiske ånd der syntes at befinde sig i Cantonas tilstedeværelse, hver gang han løb rundt på en fodboldbane, eller yderligere fik muligheden for at udtrykke sig. En sand kunstner, som lod sine ypperligste kunnen og evner stå til frit skue på Drømmenes Teater, som for altid vil være den scene hvor Cantona aldrig kunne eller kan undgå stående ovationer og massejubel fra de mange fans, hvoraf flere af dem dyrker ham som det idol og ikon han altid vil være for dem.
Netop idoldyrkelsen og Eric Cantona er hovedingredienserne i instruktør Ken Loach’s seneste værk Looking for Eric, i hvilken den engelske fodbold og fankultur er det altoverskyggende tema i en vidunderlig og ganske livsbekræftende film, som nok må betegnes som en klar must-see for alle United-fans.
En mand i krise
Filmen følger den midaldrende Eric Bishop, der til dagligt arbejder på det lokale posthus, og er enlig forsørger i et kaotisk hjem med ustyrlige og ugidelige stedsønner, som han har fået myndigheden over, efter at deres mor udviklede et alkoholmisbrug. Erics liv er dybest set noget værre rod, men sådan har det ikke altid været.
Tilbage i ungdommens skønne stunder så tingene anderledes ud. Her forelskede han sig i pigen Lily, Erics første kone, som han senere fik en datter med. 30 år senere kan Eric stadig ikke give slip på sin elskede Lily, men trods utallige godmodige opfordringer fra hans venner fra posthuset og pubben, kan Eric ikke finde den indre styrke og vilje til at opsøge sin gamle flamme.
I dette enorme sorte hul finder Eric dog trøst i en anden stor passion: fodbolden. Yndlingsholdet er bysbørnene fra Manchester United, og idolet over dem alle er Eric Cantona, som pryder væggen hjemme på Erics værelse i en real size plakat. Det franske fodboldgeni bliver – efter inhalering af marihuana – Erics imaginære ven, der fra tid til anden dukker op og opmuntrer ham til at se fortiden i øjnene og gøre noget ved det, gennem pseudofilosofiske anekdoter om alt fra fodboldens til livets spilleregler.
When the seagulls follow the trawler…
Fodboldfilm laves der ganske få af, og dette er højst sandsynligt en erfaringsmæssig konsekvens af, at de tit og ofte ikke fungerer særlig godt, på trods af de utallige dramatiske aspekter som man kan finde i enhver kamp, klub, og kultur. Looking for Eric falder heldigvis ikke ind under denne genre – den er noget helt andet og meget mere.
Først og fremmest er filmen, i sit ganske sympatiske mantra om fællesskabets styrke, en smuk og rammende fortælling om den lavere engelske middelklasse, og nok så væsentligt om dennes passionerede tilknytning til fodbolden og vice versa. Med en uimodståelig blanding af humor og dødsensalvor formår Ken Loach, som gennem karrieren har været kendetegnet ved nådesløse socialrealistiske skildringer, at give fodbold- og fankulturen et passende fodslag i vore personers liv med tilpas charmerende troværdighed og lune. Faktisk er Looking… vel nok hans mest muntre og komiske værk til dato.
Hovedrolleindehaveren Steve Evets er et sandt fund som den resignerede Eric Bishop, og hans scener sammen med Eric Cantona – som i øvrigt heller ikke er nogen dårlig skuespiller selv – er ganske enkelt blændende og til tider rørende; ikke mindst når Cantona deler ud af sine mange minder som Old Traffords ubestridte herre. Til trods for Cantonas (rigtig!) mange livskloge og belærende talemåder, hvoraf de fleste fremføres au fracais, og egentlig burde høre hjemme på alskens Gajol-æsker, formår Loach nok engang at bevæge sig på den svære line mellem det poetiske smukke og prætentiøse pladderromantiske med usvigelig sikker og veltimet manér.
Som da hovedpersonen Eric på et tidspunkt får nok af den filosofiske franskmand og udbryder med opbakning fra biografsalens tilskuere: ”I’m still trying to get my head round the seagulls one for Christ’s sake!” Mesterligt.
… it’s because they think sardines will be thrown into the sea.
I det hele taget er Looking for Eric i høj grad en film som Manchester United-supportere nok vil få mere ud af, end det gængse biografpublikum, og til glæde for fans af De Røde Djævle er det lykkedes Loach at indlemme flere små interne referencer fra især fan-universet.
Eksempelvis optræder både Pete Boyle og en af de tre regular singhs fra Old Trafford i ganske korte momenter. Yderligere er der på et tidspunkt i filmen en heftig diskussion på pubben mellem flere United-fans om Malcolm Glazers kontroversielle ejerskab og FC Uniteds eksistensberettigelse. En uheldig detalje i den sammenhæng er, at modstanden stereotypt bliver forsvaret og repræsenteret gennem en venstreorienteret tilhænger hvis største forbillede er Fidel Castro.
Hvis du jublede over fire scoringer i sidste weekend frem for sølle tre, så er Looking for Eric absolut mere end anbefalelsesværdig, og denne anmelder kan ikke komme i tanke om en film med fodboldkulturen som baggrund der er bedre i sin beskrivelse, uden at skulle ty til skallesmækkende skinheads og nuttede hooligans fra Amerika. Loach og resten af staben har haft orden i deres research, og rammer aldrig rigtig ved siden af i fremstillingen af det overvejende elskelige persongalleri. Det dramatiske præmis hen mod filmens sidste halvdel vil muligvis virke en smule søgt og knap så afbalanceret som resten af filmen, men til gengæld høster den ufattelig mange points hjem til karakterbogen, da Eric hen i mod slutningen af filmen foretager den endegyldige konfrontation i et klimaks af en rød aktion, som ikke skal spoleres i denne anmeldelse.
På med trøjen, op med kraven, og få selv syn for sagerne efter fredagens premiere.
5 stjerner.