Manchester City har aldrig lagt skjul på, at de gerne vil stjæle opmærksomheden fra Manchester United. Med oliepengene sikret på The Council House prøver klubben nu, at kæmpe med om det engelske mesterskab med en række indkøb, heriblandt Carlos Tevez.
Netop Tevez er gået fra at være Mr. Popular på Old Trafford til forhadt person efter, at han flere gange har langet ud efter klubben siden hans skifte.
Senest er argentineren kommet i fokus i en stor billboard, som Manchester City har sat op på Deansgate i Manchester med teksten “Welcome to Manchester”.
Manchester City mener således at de er den eneste klub i Manchester, da Old Trafford ligger i Stretford og dermed udenfor centrum.
“Det er ligesom en af de der krigsplakater “Your country needs you”. Arrogance kan skabes på mange måder. Jeg syntes det er tosset,” sagde Ferguson i dag fra Kina, hvor United i dag spillede træningskamp.
Det er ikke første gang, at Manchester City forsøger at skabe sig et image som Manchesters klub. For nogle år siden gik klubben ud og placerede reklamer overalt i Manchester med teksten “This is our City” i klubbens lyseblå farver.
Ligeledes går der en myte på, at folk i Manchester støtter Manchester City og at United ingen lokale fans har. Dette blev dog afvist i en rapport, som Manchester Metropolitan University i 2001 lavede under navnet “Do you come from Manchester”. Rapporten kan hentes her (pdf-fil).