Avis: Anderson snart fortid

Anderson, som ikke ser nogen fremtid på Old Trafford, forhandler netop nu med brasilianske Internacional om et skifte. Det skriver engelske Express.

23 minutter. Så meget spilletid har brasilianske Anderson fået denne sæson under Louis van Gaal, da Manchester United spillede 0-0 mod Burnley 30. august.

Og nu ser det så ud til, at den tidligere publikumsfavorit snart kan være fortid på Old Trafford. I hvert fald melder engelske Express, at “Ando” skulle være tæt på at skifte til Internacional i hjemlandet.

Ifølge avisen er den brasilienske klub villig til at betale omkring 2,5 mio. engelske pund for det detroniserede talent, som ellers har kontraktudløb til sommer. 

Anderson meldte ellers tidligere ud, at han var glad for at bo i Manchester og ville kæmpe for sin plads. Men holder rygterne, kommer Bem Brazil altså til at miste en stamkunde inden længe.

Den tidligere ‘Golden Boy’ kom til United tilbage i 2007, for en pris, der menes at have ligget på 18 mio. pund.

Forrige artikel

Di Maria imponeret af Rojo

Næste artikel

Wilson: Jeg har udviklet mig meget

ANNONCE