Knap har Manchester United foretaget et stort indkøb, før det næste rygtes på vej. Denne gang er det Yohan Cabaye, som tidligere har været sat i forbindelse med de engleske mestre, og rygtet stammer fra The Guardian.
Avisen skriver, at United går med seriøse overvejelser om, hvorvidt man skal forsøge sig med et bud på den 28-årige franskmand. Det er angiveligt David Moyes’ ønske om at styrke midtbanen, der har affødt de overvejelser, der dog kan bremses af Newcastles salgspris.
De skulle således vurdere Cabaye til 25 millioner pund (225 millioner kroner), mens United ikke føler, han helt er den slags penge værd. For den sum kan klubben formentlig få fat i Bayern Münchens Toni Kroos, hvis kontrakt udløber om halvandet år, og som Moyes så spille i fredags.