Den unge højreback har indtil nu 17 kampe som Manchester United-spiller, men om han får flere er svært at sige.
Efter et ophold i Glasgow Rangers uden succes i efteråret, er Phil Bardsley nu i Aston Villa, hvilket indtil nu har vist sig at være en større succes end den fiasko, som han oplevede i Skotland.
Phil Bardsley slog til i Gary Nevilles fravær og fik 17 kampe, men siden er det ikke blevet til mere.
I et interview med The Independent svarer Phil Bardsley på, om han vil finde det ærgeligt, hvis han har spillet sin sidste United-kamp:
“Selvfølgelig. Nogle gange gør det ondt, men man må være ærlig og sige, at det måske ikke var sådan det skulle være alligevel.
Det er svært at have en så stor spiller og professionel mand foran dig. Man må træde tilside, fordi han er den bedste højreback i spillet,” udtaler Phil Bardsley om sin lærermester.
Han ved dog godt hvilke værdier, som han skal tage med sig fra Gary Neville.
“Jeg håber, at noget af Garys ihærdighed og konkurrenceevne har lært mig noget,” siger Phil Bardsley, som også var tæt på et skifte til Roy Keanes Sunderland i januar, før han valgte Aston Villa til stor vrede hos Keane.