Den 21-årige landsholdsspiller har i lang tid stået højt på Sir Alex Fergusons ønskeliste. Men den ombejlede angriber har flere gange slået fast, at han ikke har i sinde at forlade Lyon, som han ønsker at vinde Champions League med.
Nu lader det dog til, at Benzema har skiftet mening. Nu giver han nemlig udtryk for, at han meget vel kan blive nødt til at søge nye græsgange, hvis han vil vinde Champions League. Således har de franske mestres svingende præstationer i turneringen i år ikke givet anledning til optimisme forud for ottendedelsfinalen mod FC Barcelona.
”Jeg har tænkt lidt over det i vinterpausen. Jeg ønsker dog ikke at dele mine overvejelser med offentligheden, før jeg har vendt det med min agent. Men ja, nu må vi se, hvad der sker efter Barcelona-kampen.” Udtaler Benzema ifølge Premiershiplatest.com.
Det anslås, at interesserede klubber skal betale i omegnen af 20 millioner pund for den franske landsholdsspiller. Udover United skulle og Real Madrid og FC Barcelona også have et godt øje til Benzema.