Den tidligere Manchester United-spiller Laurent Blanc melder sig nu ind i koret af fodboldprofiler, der undrer sig over Rio Ferdinands manglende udtagelse til det skadesplagede engelske landshold.
Således lægger den franske landstræner ikke skjul på, at han er uenig i Roy Hodgsons beslutning.
– Jeg skal ikke blande mig i Englands affærer. Rio Ferdinand er en fremragende spiller, men det er overraskende, at han ikke er med, når de er så hårdt ramt af skader, siger Blanc ifølge Clubcall.com.
Den 46-årige franskmand spillede i i United fra 2001-03 og nåede dermed at være holdkammerat med Ferdinand, der kom til klubben for præcis ti år siden.
Frankrig og England tørner sammen i Donetsk på mandag klokken 18 dansk tid.