Det var en vred Sepp Blatter, som i februar i år måtte erkende, at fodboldspillerne fik endnu større magt end hidtil, da den internationale sportsdomstol CAS gav spillerne medhold i den såkaldte “Andy Webster” sag.
Denne retsag gav spilleren lov til at bryde sin kontrakt med sin klub Hearts ved at betale sig ud af kontrakten og derefter at skifte til Wigan uden, at Hearts kunne gøre noget. Det var den første udnyttelse af “artikel 17” i FIFAs transferregler.
Spillerne vil kort sagt kunne betale sig ud af sin kontrakt efter 2 eller 3 år, afhængig af deres alder ved kontraktunderskrivelsen. Spilleren skal herefter betale et beløb tilbage til klubben, som afhænger af hans købspris og resterende værdi af kontrakten.
Retsagen blev anset som værende af ligeså principiel karakter som Bosman-dommen i 1995 og ville give spillerne en endnu større frihed.
Afgørelsen i CAS fik omgående Blatter til at udtale:
“Beslutningen, taget af CAS, er meget ødelæggende for fodbolden og er en stor sejr for de spillere og agenter, som leger med idéen om at bryde kontrakter uden at opfylde dem,” sagde Blatter dengang.
Fem måneder senere udtalte Blatter i dag:
“Der er en form for slaveri i forbindelse med køb og salg af spillere på transfermarkedet. I fodbold er der for meget moderne slaveri.”
I nogle tilfælde er Blatter altså imod at spillerne bryder kontrakter, som de selv lyster, mens han i andre mener, at kontrakter er det samme som slavehandler.