Blind forsvarer van Gaal

Daley Blind opfordrer fans og kritikere til at have tålmodighed med Louis van Gaal og hans transformation af Manchester United.

Louis van Gaal skal nok få Manchester United til at stråle i toppen af engelsk og europæisk fodbold. Men det kommer til at tage tid. 

Sådan lyder det fra Daley Blind, der nu tager sin manager i forsvar. Det sker efter et par uger, hvor kritikken af den 63-årige hollænder er taget til blandt de engelske medier. 

-Han gør spillere bedre, og han gør hold bedre. Det kan jeg lide ved en træner. Det er den vigtigste evne, siger Blind til Espn og fortsætter. 

– Det var det samme, da jeg var på det hollandske landshold med ham. Han ønskede at forbedre holdet. Og i takt med at holdet blev bedre, begyndte de individuelle spillere at skille sig ud. 

Det undertippede hollandske landshold vandt højst overraskende bronze ved VM i Brasilien sidste år. 

Det skete med det udskældte 3-5-2-system, der er kendt som en defensiv formation. Ifølge Blind vil United dog begynde at spille bedre, når de er blevet mere vant til taktikken. 

– Vi spillede ikke særlig god fodbold ved VM, men vi var et hold, og vi vandt kampe. Og vi begyndte at spille bedre, efter vi havde vundet. Man ændrer systemet og bliver bedre, man bliver et hold og begynder at vinde, lyder det fra Blind. 

Manchester United skal i aktion i morgen aften, hvor man gæster League Two-holdet Cambridge United i FA Cuppen. 

 

Forrige artikel

Kampe bekræftet for marts måned

Næste artikel

Irwin: United kan vinde dette års FA Cup

ANNONCE