Bosnich bekymret for de Gea

David de Gea har været ualmindeligt lang tid om at vænne sig til den engelske spillestil, og det er begyndt at gå ud over hans tro på egne evner. Det…

David de Gea har været ualmindeligt lang tid om at vænne sig til den engelske spillestil, og det er begyndt at gå ud over hans tro på egne evner.

Det vurderer Mark Bosnich, der selv var kendt for sine svingende præstationer, da han vogtede målet for Manchester United.

”Jeg tror, at det bekymrer Sir Alex. Det er begyndt at gå ham (de Gea, red.) på. Han skal selvfølgelig have tid, men spørgsmålet er, hvor tålmodig man kan tillade sig at være,” siger Bosnich til Talksport.co.uk.

Efter en usikker start på sæsonen lod det ellers til, at den 21-årige spanier endelig havde fundet sig til rette i United.

Således blev han af klubbens fans kåret til månedens spiller i november.

Alligevel så han i gårsdagens kamp mod FC Basel skidt ud i flere standardsituationer, ligesom han bar en stor del af skylden for det første mål.

”Jeg troede, at han ville være ok på det her tidspunkt. Men han har især problemer med indlæg og høje bolde. Jeg tror, det er begyndt at gå ud over de Geas selvtillid, og det har en afsmittende affekt på forsvaret, når de ikke ved, om han er kommet for at blive,” fortsætter Bosnich.

Flere engelske medier langer i dag ud efter David de Gea, ligesom den tidligere Manchester United-anfører Roy Keane på Twitter undrer sig over, hvorfor Anders Lindegaard ikke for længst har overtaget tjansen som førstevalg.

Forrige artikel

Dalglish forstår ikke FA

Næste artikel

Jol: Berbatov ikke en mulighed

ANNONCE