Bosnich: Stort med United i Australien

Den tidligere United-keeper er glad for at se sin gamle klub i Australien, hvor fodbold er inde i en rivende udvikling.

I to omgange var Mark Bosnich keeper for United. Fra 1989-1991 og igen efter Schmeichel stoppede fra 1999-2001, var den australske keeper at finde på Old Trafford. Men det blev dog aldrig til den store succes, da talentet aldrig helt rakte. Samtidig var privatlivet ikke lige Fergusons kop te.

I dag er Bosnich kommentator på tv, og han glæder sig over at se United besøge Australien. Det er godt for australsk fodbold, der er inde i en god udvikling. Samtidig er det vigtigt at fodbolden viser flaget, i den hårde konkurrence der er mod rugby og cricket i landet.

– Det er et kæmpe løft til australsk fodbold, at Manchester United kommer på besøg her. Sydneys køb af Alessandro del Piero sidste år var forrygende og har løftet ligaen. Han er ikke med mod United, men jeg tror vi vil se noget god fodbold selv om det er en venskabskamp, siger Bosnich i følge manutd.com.

Gode minder fra United-tiden

Foruden perioder i United, har Bosnich stået i blandt andet Chelsea, Aston Villa samt et par australske klubber. Han skal være kommentator for australsk tv under dagens opgør mellem United og det udvalgte hold fra den australske liga.

Selv om det måske ikke blev til den store succes i United, ser Bosnich tilbage på tiden med glæde.

– Jeg så Bryan Robson den anden dag, og han er naturligvis en af de helt store legender. Jeg husker han plejede at samle mig op og tage mig med til the Cliff hver dag til træning. Det var fantastisk for mig.

– Det var også spændende at komme retur i 1999 og se hvordan klubbede havde rykket sig og være med til at vinde titler, det var fantastisk. Vi vandt den Interkontinentale Super Cup og vi vandt Premier League i 1999/2000. Jeg har nogle vidunderlige minder fra Manchester, siger Mark Bosnich.
 

Forrige artikel

United klar til at bruge mange penge

Næste artikel

De unge sprudlede i storsejr

ANNONCE