Bruno om manglende Garnacho-jubel: »Han tror, at fansene har mistet troen på ham«

Da Alejandro Garnacho bragte Manchester United på 3-0 mod Leicester, undlod han at juble. Efter kampen forsvarede Bruno Fernandes den unge kantspiller efter den seneste tids kritik af ham.

(Photo by Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

Efter 82 minutter satte Alejandro Garnacho det sidste søm i Leicester-kisten, da han passerede en chanceløs Mads Hermansen på smukkeste vis med en scoring i det lange hjørne. Glæden var til at føle på Old Trafford, lige bortset fra målscoreren selv. Efter kampen satte Uniteds kaptajn, Bruno Fernandes, et par ord på Garnachos manglende jubel.

– Garnacho scorede et drømmemål, men fejrede det ikke, fordi han tror, at fansene har mistet troen på ham, fortalte portugiseren.

Garnacho var involveret i en batalje med en fan før midtugens Europa League-kamp mod PAOK, hvor argentineren fik at vide, at han ikke afleverede bolden nok til sine holdkammerater og skulle score på sine chancer. Et klip, som florerede rundt på sociale medier i timerne efterfølgende. Noget som Bruno Fernandes ikke synes, han skal tænke for meget over.

– Jeg fortalte ham, at folk altid vil brokke sig, men mange mennesker kan lide dig og nyder det, du gør. Jeg fortalte ham at fejre målet, det var noget særligt. Han er en speciel spiller, og er en af de spillere, der gør en forskel. Det er dem, som vinder os kampe, fortalte Bruno, der også kunne fejre 250 kampe for Manchester United søndag.

Alejandro Garnacho skal se, om han kan fortsætte med at modbevise kritikerne, når han er med det argentinske landshold i den kommende landsholdspause.

Previous Article

Ruud van Nistelrooy takker af: »Dette er essensen af United«

Next Article

Ruud van Nistelrooys fremtid er stadig uvis, efter Amorim overtager trænerposten

ANNONCE