Barcelona glæder sig ikke til at spille imod Ji-Sung Park. Det mener den tidligere “djævel” Nicky Butt.
Park spillede godt nok finalen for to år siden, hvor Manchester United led et 2-0-nederlag til netop Barcelona. Alligevel kan sydkoreaneren vise sig at blive helt, når der spilles finale på Wembley på næste lørdag.
“Park har haft en fænomenal sæson,” siger Butt ifølge Goal.com.
“Han fik en skade, da han kom tilbage fra Asian Cup, men siden har han været fremragende.”
Engelske Nicky Butt spillede selv Champions League-finalen i 1999, hvor både Roy Keane og Paul Scholes måtte side ude med karantæner. Her gjorde Sir Alex Ferguson midtbanen så pakket som muligt, og med hjælp fra Park kan det samme gøres igen i år, mener Butt.
“Hans atletiske evner er fantastiske. Han kan bryde spillet op, og han sørger for den simple aflevering. Men han har også energien til at komme fremad og score det specielle, vigtige mål.”
“Han er en af de spillere, der er så svær at spille imod, fordi han aldrig stopper. Barcelona har selvfølgelig fremragende spillere, men de vil ikke bryde sig om at spille imod Park,” siger Butt.