Et af Manchester Uniteds største talenter i mange år vil væk.
Sådan lyder meldingen fra flere pålidelige medier tirsdag eftermiddag, hvor The Telegraph var første medie til at bringe historien.
Den 15-årige guldfugl har således bedt om at få afvist sin registrering af klubben, og det skyldes blandt andet, at der er sket et skred i forholdet mellem klubben og spillerens lejr.
Det betyder, at JJ Gabriel håber på at kunne blive løst fra sin aftale med klubben med øjeblikkelig virkning.
Her er Gabriels aftale strikket sammen på en anden måde end de voksne kontrakter, vi er vant til at se, for siden han er under 17 år gammel, kan man ikke lave professionel kontrakt med ham, men i stedet lave en stipendiekontrakt.
Den kan en spiller godt blive løst fra, men det kræver, at alle parter er enige.
Og Manchester United meldes ikke at have givet op på at holde ham i egne rækker.
I spil til debut onsdag
Således har klubben fortsat i sinde at kæmpe for at overbevise Gabriel om at blive i klubben, og ifølge både The Telegraph og BBC ser de ikke situationen som uløselig.
Ifølge The Suns Manchester United-reporter Samuel Luckhurst er han i spil til at få sin seniordebut allerede onsdag i cupkampen mod Brighton, mens BBC’s Simon Stone fortæller det samme – bare i datid, forstået på den måde, at det ikke nødvendigvis er planen længere.
For bare få dage siden slettede teenageren da også alle spor af Manchester United fra sine sociale medier og fjernede klubnavnet i sin biografi, hvor der nu ikke står andet end en henvisning til Nike, hans støvlesponsor.
JJ Gabriel har kontraktudløb ved udgangen af denne sæson og kom til klubben for fire år siden, da han var 11 år gammel.
Gabriel, der i sidste uge imponerede i Youth League ved at lave et hattrick mod Sabah, fortæller dermed historien om, at Uniteds evne til at skabe og fastholde de største talenter på kloden er falmet.
Den 15-årige, som tidligere har fået tilnavnet ‘Kid Messi’ ser angiveligt ikke Manchester United som et godt nok skridt i næste stadie af hans karriere, hvor han skal overgå fra ungdoms- til seniorfodbold.
Vi får se, om han kommer i spil mod Brighton onsdag. Det vil fortælle meget.




