Chelsea har været fuldkommen suveræne på de hjemlige fodboldbaner de sidste to år, men når status gøres op om ti år mener Uniteds tidligere stjerne, at der vil være flere mesterskaber på Old Trafford end Stamford Bridge.
Årsagen er ifølge Cantona den, at United bygger for fremtiden, mens Chelsea arbejder langt mere kortsigtet. I længden er det smartere at lave et hold, der kan spille sammen i et årti, end et der spiller sammen i en to-tre år, før de spredes for alle vinde. Derfor er Cantona ikke bekymret for Uniteds fremtid hvad mesterskaber angår.
“Jeg er sikker på United nok skal komme sig. United bygger et hold for fremtiden, mens Chelsea bare tænker på de næste to-tre år. År efter år vil de købe spiller efter spiller. Det vil selvfølgelig virke i visse år, men andre år vil det ikke.”
“Det er årsagen til, at jeg oprigtigt tror på, at United i løbet af det næste årti vil vinde flere mesterskaber end Chelsea. Jeg mener man står klart stærkere, når man bygger et hold op fra bunden,” lyder det fra 90″er-helten i det nyeste nummer af United Magazine.