Manchester United har langt fra fået den sæsonstart, som klubben havde håbet på.
De skuffende resultater har blandt andet fået Lisandro Martínez til at kritisere klubbens ledelse for sommerens transfervindue, hvor argentineren havde forventet mere.
Men Michael Carrick ønsker ikke at pege på manglende forstærkninger som årsagen til Uniteds problemer.
Adspurgt, om sommerens transfervindue har haft betydning for de dårlige resultater, svarer United-manageren:
– Jeg tror, der er mange forskellige faktorer, nogle mindre end andre, som har betydning for, hvorfor vi ikke har vundet så mange kampe, siger Carrick ifølge Manchester Evening News.
Den 45-årige englænder blev efterfølgende spurgt, om klubbens ledelse havde erkendt, at han burde have fået mere støtte i transfervinduet.
– Det handler ikke om at få mere støtte. Det handler om at gøre de rigtige ting på fodboldbanen for at få resultater, og det har vi ikke gjort godt nok på det seneste, forklarer Carrick.
United-manageren blev også konfronteret med kritikken af holdets manglende intensitet og løbearbejde.
Her mener Carrick dog, at man skal passe på med at lægge for meget vægt på statistikkerne.
– Pres er kun en lille del af fodbold. Der er mange forskellige måder at presse på. Man behøver ikke nødvendigvis at presse for at vinde fodboldkampe, siger han.
Carrick understreger samtidig, at løbestatistikker ikke nødvendigvis afgør fodboldkampe.
Derfor handler det for United-manageren om at genfinde de kvaliteter, som tidligere har skabt gode resultater.
– Vi skal tilbage til at gøre mange af de ting, vi gjorde i sidste sæson. Vi har også været okay i dele af denne sæson og i visse kampe. Vi skal tilbage til at være på vores bedste niveau, afslutter Carrick.




