Carrick øjner lang karriere

Michael Carrick vil gøre Paul Scholes og Ryan Giggs kunsten efter og fortsætte sin spillerkarriere i mange år endnu.

Ryan Giggs og Paul Scholes har skubbet til grænserne for, hvornår ens karriere på topplan er færdig, og det eksempel har Michael Carrick tænkt sig at følge efter bedste evne. Den nu 31-årige englænder har været en integreret del af Premier League siden 2000, men han har ikke i sinde, at det skal ophøre lige foreløbigt.

– Da jeg startede med at spille fodbold, troede man, at det gik ned ad bakke, efter man rundede de 30 år, og at man toppede som 28 eller 29-årig. For mig at se kan man ramme det stadie meget senere, og jeg har det godt i min situation, siger Michael Carrick ifølge Football365.com.

– Jeg trives med ansvaret for at vejlede de yngre drenge og vise dem, hvordan man kan tackle visse situationer – ikke kun på banen, men også udenfor.

Michael Carrick har spillet 33 kampe i indeværende sæson for Manchester United.

Forrige artikel

Sir Alex: Vigtigst vi undgik chok

Næste artikel

Rafael: Mit bedste mål nogensinde

ANNONCE