Kritikerne stod i kø, og skældsordene haglede ned over Michael Carrick, da han med Manchester United tabte 0-2 mod Hull.
Berettiget, vil mange mene.
Men han formåede mod Ipswich søndag med Old Trafford i ryggen at lukke munden på de fleste kritikere ved at tage en pligtsejr over Ipswich. Og så endda med 5-2.
Det taler ind i en længerevarende tendens under Michael Carrick, der nu har været i spidsen for Manchester United i 19 kampe.
Manchester United har nu tabt tre kampe under Carricks nuværende regime, og fælles for alle tre gange har det været, at United altid har vundet kampen efter.
Det skete, da man tabte 1-2 i Newcastle, hvor man fulgte op med en 3-1-sejr over Aston Villa ugen efter. Eller husker du det pinlige 1-2-nederlag hjemme mod Leeds? Ugen efter tog man til Stamford Bridge og vandt 1-0.
Forgængerne havde dårlige stimer
Under Ruben Amorim tabte Manchester United to kampe i træk hele fire gange, hvor der var hele ni gange, hvor et nederlag ikke blev efterfulgt af en sejr på 63 kampe.
Under Erik ten Hag var der tale om 12 gange, hvor et nederlag ikke blev efterfulgt af sejre på 128 kampe.
Og selv om Carrick kun har været i spidsen for Manchester United i 19 kampe – i denne omgang – så tegner der sig et billede.
Der er en tendens under Michael Carrick. Når Manchester United taber, så følger de altid trop.
For Michael Carrick har fået lussinger i sin tid som United-træner. Men han har indtil videre altid formået at viske dem væk.




