Celtic lejer Blackett hele sæsonen

Tyler Blackett er blevet sendt til Skotland på lån for resten af sæsonen, og skotterne har samtidig option på køb af forsvarsspilleren.

11 gange var Tyler Blackett på banen for United i sidste sæson, men den stærke forsvarsspiller har endnu ikke været i aktion i denne sæson. Derfor er han nu ved at blive sendt på lån for resten af sæsonen.

Det er skotske Celtic, der har haft held til at få fat i Tyler Blackett, der både kan spille venstreback samt i det centrale forsvar. Flere medier skriver her til aften, at skotterne har lejet Blackett indtil sommerpausen, og desuden har sikret sig en option på køb af Blackett for tre millioner pund.

Blackett skrev så sent som i marts under på en kontraktforlængelse med United, en aftale der binder ham til Old Trafford frem til sommeren 2017. Men noget tyder altså på, at Blackett meget vel kan være fortid i United, såfremt han gør det godt i den kommende sæson i Celtic.

I Celtic vil Blackett blive genforenet med Saidy Janko, der tidligere på sommeren skiftede permanent fra United til Celtic. Blackett vil i Celtic desuden smage på europæisk fodbold, da de er med i Europa League, hvor Ajax, Molde og Fenerbahce venter de skotske mestre.

Aftalen er endnu ikke 100% bekræftet af hverken United eller Celtic, men det skulle blot være formaliteter der mangler, og aftalen ventes på plads og offentliggjort i løbet af lørdag.

Køb den nye Manchester United-trøje hos Unisport.dk eller hos Sportmaster.dk 

Forrige artikel

McGuinness ser frem til europæisk erfaring

Næste artikel

Manageren er tilfreds med Romero

ANNONCE